Fundamentet for skæbnedannelse. Enhver manifestations fuldkommenhed i udløsningsøjeblikket som den højeste
609. Da skæbne består af skabelse, og skabelse aldrig i noget som helst tilfælde kan blive andet end omskabelse af materie, hvilket igen vil sige nedbrydning af en ting til fordel for opbygning af en anden ting, vil skæbneudløsning således være identisk med nedbrydning og opbygning. Vi ser da også denne nedbrydning og opbygning i al tilværelse, i alt bevidsthedsliv, ja, vi kan overhovedet ikke røre os, uden at vi på en eller anden måde er impliceret i denne opbygnings- eller nedbrydningsproces. Vi har jo lige set, at alt bevidsthedsliv befordres i kraft af "hunger" og "mættelse". Det er denne "hunger", der skaber opbygning, og denne "mættelse", der skaber nedbrydning. Vi så, at selve spiralen var en sådan "hunger-" og "mættelsesbølge". Hvor vi selv er placeret i denne spiralens "hunger-" eller "mættelsesbølge" er naturligvis afhængig af, hvor vor egen "hunger" eller "mættelse" henholdsvis er af samme natur som denne. Dette er fundamentet for al skæbnedannelse. Det er dette, der betinger, at fiskene må leve i vandet, og fuglene kan flyve i luften, og at planteriget kulminerer i troperne, medens isbjørne hører hjemme i polaregnene, ligesom det er det samme princip, der ligger til grund for et væsens placering i fattigdom, armod eller lazarontilstand såvel som dets fremtræden i overdådig rigdom, luksus og fråseri. Det er dets forhold til denne "hunger-" eller "mættelsestilstand", der betinger dets tilværelse som åndssvag, sindssyg, dårlig begavet, ligesåvel som dets fremtræden i mental overlegenhed, som kunstner, geni eller verdensgenløser. At dette er rigtigt, ses som en let tilgængelig kendsgerning. Hvorledes skulle en efter kampmanifestationer hungrende "heltemodig" kriger kunne befinde sig lykkelig i en zone af kærlighedsvæsener? -Og hvorledes skulle et kærlighedsvæsen finde udløsning for sin manifestation af kosmisk lys i en zone, hvor alle væsener var umådelig hungrende efter kosmisk mørke, hvor al udfoldelse af "det dræbende princip" opfattes som idealisme, idet den jo netop udgør vejen til "mættelse" af deres altbeherskende "hunger" efter mørke? -Hvorledes skulle skarpretterne få deres skæbne udløst i en zone, hvor dødsstraf er en umulighed? -Hvorledes få udløst lysten til at stjæle, røve og plyndre i en zone, hvor egoismen er ophørt, hvor alle væsener langt hellere giver end tager, og hvor der ikke findes fattigdom, nød eller armod og ikke findes overdrevne begær efter at besidde noget for sig selv alene? -Nej, intet som helst i det store verdensalt kan være fuldkomnere, end det, det i et hvilket som helst udløsningsøjeblik, er. Alt er i nuet det absolut fuldkomneste og dermed det kærligste, det overhovedet kan være i kraft af tilstanden før nuet og med henblik på tilstanden efter nuet.
Tilbage til forsiden
Forrige