Væsenets generalskæbne er en "indånding" og "udånding" af "kosmisk liv" og "salighed"
611. Væsenets absolutte eller evige skæbne er således en evig åndedrætslignende, rytmisk bevægelse. Denne skæbne er derved på en måde udgørende en eneste stor "indåndings-" og "udåndingsproces". Væsenet "indånder" indtil fuldstændig "mættelse" lys (mental fuldkommenhed og velvære) og "udånder" til næsten total tomhed dette lys. Det er denne tomhed for mentalt lys eller intellektualitet, vi oplever som mental ufuldkommenhed, primitivitet og lidelse. Det levende væsen kan således ikke unddrage sig dette store "kosmiske åndedræt" og garanteres hermed en evigt fortsættende tilværelse i en evig fortsættende tilfredsstillelse af "hunger", på samme måde som det igennem sit fysiske åndedræt garanteres evnen til at opleve fysisk tilfredsstillelse af dets hunger efter frisk luft. Man forstår således her, at væsenet i sit "kosmiske åndedræt", efter enhver "indånding" af lys, må opleve en tilsvarende "udånding". At dets skæbne derved bliver en skiftende oplevelse af umådelig "mættelse" af lys og velvære og en tilsvarende oplevelse af modsætningen hertil er ikke alene en selvfølge, men er tillige en tilsvarende umådelig åbenbaring af kærlighedslovenes kulmination i selve verdensaltets evige struktur. Uden denne skiftende oplevelse af lys og mørke var al manifestation lig "intet". Da mørket er en livsbetingelse ligesåvel som lyset, kan det kun stemples som en kulmination af kærlighed, at strukturen fremtræder således, at oplevelse af dette mørke, kosmisk set, kun kan ske eller indfinde sig i individets kosmiske tilværelse som en absolut naturlig, behagelig "udånding" efter en kulminerende overdådig "indånding" af kosmisk liv og salighed.
Tilbage til forsiden
Forrige