618. Vi er hermed færdig med at udtrykke konsekvenserne af den meditation, vi i stykke 559 begyndte at gøre læseren bekendt med, og med hvilken det skulle være opgaven at gøre ham begribelig, at han (hun) såvel som verdensaltet ikke var en blot og bar roterende serie blinde automat- eller maskinfunktioner. Og det, vi i denne lille kortfattede analyserække blev vidne til, var i sandhed overvældende. Kun det rent primitive blotte "følelsesmenneske" eller blotte "intelligensmenneske" kan være uberørt heraf, idet det ikke har den harmoni eller ligevægt imellem følelse og intelligens i sin bevidsthed, der udelukkende er en betingelse for en virkelig eller absolut "intellektuel" begavelse. Et sådant væsen kan derfor ikke komme i kontakt med den "bølgelængde" eller den harmoni eller ligevægt imellem følelse og intelligens, der udgør den intellektualitet, logik eller kærlighed, hvorpå verdensaltets struktur udelukkende er baseret. Da det endnu ikke har fået udviklet en sådan harmoni i sin egen bevidsthed, kan dets hjerne-, tanke- eller viljefunktion heller ikke være baseret på samme intellektuelle struktur som verdensaltet. Det kan kun være i kontakt med de dele af verdensaltet, hvor der er den samme uligevægt imellem de nævnte to grundenergier som i dets egen bevidsthed. Kun tankearter, der repræsenterer denne uligevægt, kan være sandhed for dette væsen. Hvis nævnte uligevægt er baseret på for megen følelse i forhold til intelligens, tror et sådant væsen i stor udstrækning endnu på "det onde", "synder", "Forsynets vrede", "straf", "hævn" og "helvede", "evig fortabelse" etc. Ja, det er i virkeligheden denne altfor overlegne følelsesenergi i mentaliteten, der formørker "kristendommen" eller til en vis grad endnu gør den identisk med "hedenskab". Og det er dette, som "kristendom" camouflerede "hedenskab", der betinger, at den herpå baserede verdenskultur i dag befinder sig i sin egen dødskamp. "Hedenskab", hvilket vil sige udfoldelsen af "det dræbende princip", forandres ikke ved blot og bar camouflage. Den absolutte sandhed vil uundgåeligt overvinde enhver form for usandhed. Derfor må enhver kultur, der ikke er af sandhed, synke i grus, blive til aske, overfor livets egen opadgående strålende virkelighed.
      Med hensyn til det væsen, i hvis bevidsthed uligevægten imellem følelse og intelligens skyldes for megen intelligens i forhold til følelse, vil det særligt gøre sig gældende, at det så at sige slet ikke "tror" på noget, ja, det benægter endog i stor udstrækning alt, hvad det ikke forstår af livets mysterium. I kraft af sin altfor dominerende intelligens i forhold til dets følelse bliver det meget koldt og følelsesløst i sine ræsonnementer. Da talentet for anvendelse af følelsesenergi i bevidstheden kun kan blive til igennem lidelseserfaringer, og disse overgår i bevidstheden som fundamentet for skabelsen af talentet for medlidenhedsevnen, vil det intelligensoverlegne, men følelsesfattige individ således ikke være i besiddelse af nogen særlig stærkt udviklet medlidenhedsevne og er således i tilsvarende grad uden hæmning for sin intelligensudfoldelse. Denne må derfor nødvendigvis hos et sådant væsen blive hensynsløs og egoistisk. Et sådant væsen kommer derfor også stundom til at besidde umådelige rigdomme, ligesom det er i stand til i stor stil at tvinge medvæsenerne til at trælle for sig, til at købe varer af sig til ågerpriser, eller på anden måde beherske disse økonomisk. Nævnte væsen befinder sig således meget langt fra at bygge sit liv op i kontakt med verdensaltets sande struktur. På grund af den manglende følelse kan det ikke hæve sin tankeflugt til andet end håndgribelige, materielle foreteelser og kan således ikke i noget som helst tilfælde få anvendt sin fremragende intelligens på noget højereliggende tankefelt, hverken på det religiøse, kunstneriske eller filosofiske. Men forretning, forretning og atter forretning er dets speciale. Selvberigelsestalentet kulminerer i sådanne væseners bevidsthed. Alt højere åndsliv er for dem en lukket bog, ja, er et noget, hvis eksistens de mest har tilbøjelighed til at benægte. Disse væseners politik eller videnskab, hvis de giver sig af med sligt, bliver langt mere identisk med en kold forretningsatmosfære, end den bliver et virkeligt moralsk ideal.
      Da disse væsener således kun repræsenterer "hedenskab", kan de heller ikke i noget tilfælde frelse den nu synkende verdenskultur, men har i stor udstrækning, til personlig fordel, forstået intelligensmæssigt at udnytte dens fald og derved været medvirkende til yderligere at sætte dette i skred. Denne deres eksistens langt borte fra verdensstrukturens intellektualitet eller logik giver dem ingen betingelser for at forstå livsmysteriets løsning. Dette mysteriums tolv grundfacitter er et umuligt problem for dem. Og det må næsten kaldes godt, hvis de ikke ligefrem gør modstand imod denne livsgådens sande løsning.