Martinus: Livets Bog, bind 2, stk. 629

629. At denne form for gudsdyrkelse kun er et stadium på vejen, kun er en zone i kredsløbet, og således ikke udgør den endelige eller færdige form for mentaludvikling eller fuldkommengørelse af bevidsthedslivet, bliver til kendsgerning igennem den omstændighed, at væsenerne vokser ud af nævnte følelseszone. De bliver mætte af ceremonierne og overlegne overfor dogmerne. Deres skæbnes ligestilling med alle de væseners skæbne, der eksisterer udenfor zonen, gør det efterhånden til en lysende kendsgerning, at de ikke i nogen som helst retning er favoriseret af Forsynet. De kommer ligesåvel ud for ulykker, krig, lemlæstelse, materiel og sjælelig lidelse, som alle de væsener, der ikke er "frelste" og ikke har fået "nåden" eller "syndernes forladelse". At dette efterhånden må skabe mystik, tvivl og frafald fra dogmerne og troen og skabe længsel og søgen efter en ny løsning på livets gåde, skabe nye "hvorfor", er naturligvis en selvfølge. Allerede Jesus var udsat for sådanne ny spørgsmål og måtte love "de kommende slægter" svaret på disse igennem "talsmanden den hellige ånd". Vi ser da også, at helligdomme, kirker og templer, hvor meget skønt og guddommeligt de så end har kunnet yde menneskene, så vil de dog ikke kunne give deres tilhængere den absolut varige tilfredsstillelse med hensyn til livsmysteriets løsning. Og vi bliver da også efterhånden mere og mere vidne til, at "kirkehelligdommen" har fået en overordentlig fremragende konkurrent. Der er opstået en anden form for helligdom. Denne vil vi kalde "skolehelligdommen". Den består af universiteterne, læreanstalterne eller skolerne. Denne "helligdom" får en stadig stærkere og stærkere tilslutning, må bygges op i større og større paladser, må rumme flere og flere fakulteter eller undervisningsfelter, må skaffe sig mere og mere undervisningsmateriale og hjælpekilder i form af laboratorier, optiske apparater, teleskoper og mikroskoper osv. Her søger millioner og atter millioner af væsener verden over hen for at søge oplysning og dygtiggørelse i realistisk viden og kunnen, medens der samtidigt bliver flere og flere tomme pladser i "kirkehelligdommens" bænke- og stolerader. Krigens fakkel, som nævnte "helligdom" netop ville bekæmpe, lyser i overdådig grad ind af dens vinduer. Bombeeksplosioner, kanontorden og dødsrallen behersker dens zones kontinenter og overdøver dens prædikener.
Men kredsløbet fortsætter. Væsenerne er levende og kan ikke næres med dogmer, der er blevet til ruinhobe. De kan ikke leve i en stenverden, selv om den er udsmykket med krystaller og isblomster. De er af kød og blod. De ønsker derfor at føle det samme hjertets og blodets varmende pulsslag som kendsgerning i livets detaljer udenfor, på samme måde som det forlængst er blevet til kendsgerning i deres eget indre. De må derfor lægge dogmeverdenen, trosverdenen bag sig, de må ud, bort fra zonen. Livslovene betinger, at de må fremad og opad mod det absolutte lys, den evige sandhed eller livsgådens løsning i det fjerne.

Forrige

Næste