Livets Bog, bind 2
"Følelses-" og "intelligensklimaet" alene kan ikke danne en "intellektuel" sfære, men må være hjemstavn for "gråd og tænders gnidsel"
632. Vi har således her set to store tankeklimaer, der umuligt direkte kan give sine ophav "intellektualitet". "Intelligensklimaet" såvel som "følelsesklimaet" giver sine ophav kunstig og ufærdig bevidsthed eller et illusorisk åndsliv. At få overblik over livet eller verdensaltets struktur og evige kosmiske fremtræden igennem disse to tankesfærer er således absolut udelukket. Men det betyder naturligvis ikke, at nævnte klimaer er uden goder. Tværtimod, de udgør hver især den absolut tilpassede ånds- eller bevidsthedsføde for væsener, der passer ind i "det dræbende princips" zone i spiralen. De kan udløse tilfredsstillelsen af alle de materielle begær, væsenerne har i nævnte zone, ligesom de kan give dem alle de erfaringer, der skal til for at få væsenerne til at længes imod højere sfærer med skønnere lys og større kærlighed.
      Og da det er disse to store tankeklimaer, der overskygger og behersker den jordmenneskelige mentale sfære, er det ikke så mærkeligt, at denne sfære endnu ikke vil være at betragte som en "intellektuel" sfære, men derimod må være en zone, der netop repræsenterer et ocean af overtro og materialisme, en himmelsfære, i hvilken man, i kraft af sin manglende evne til at se "livsytringsfacitter" i kosmos, tror på eller dyrker døden i stedet for livet, en mørk og trist natzone, hvor fejltagelsernes reaktioner må være mangfoldige, og de heraf følgende skuffelser, smerter og lidelser må være dominerende og gøre sfæren til hjemstavn for "gråd og tænders gnidsel".