Stk.:  (289-638)      
      Avanceret søgning
   
Logisk og ulogisk tænkning henholdsvis udgørende korrekt og ukorrekt kosmisk-kemisk sammensætning
301. At ovennævnte er rigtigt, beviser livet selv i overdådig grad som kendsgerning.
      Da det er en kendsgerning, at hvert eneste eksisterende stof i tilværelsen har sin særlige reaktionsevne, hvorved det ved sin forbindelse med visse andre stoffer kan skabe harmoni, ligesom der er andre stoffer, det slet ikke kan gå i forbindelse med uden at skabe forfærdelig disharmoni, eksplosioner og ødelæggelser, er det givet, at sammensætningen af de forskellige stoffer eller energier ikke er ligegyldig, men at man, for at nå et bestemt resultat, nøjagtig må følge recepten for sammensætningen af de kosmiske energier, der netop ved deres særlige reaktion kan give det særligt ønskede resultat, i særdeleshed da samme resultat jo i virkeligheden netop kun kan eksistere som en reaktion af de anvendte energier.
      Ovennævnte forstås måske lettere ved følgende eksempel: Hvis en mand vil skabe sig en eller anden fysisk foreteelse, det være sig et hus, en have, et møblement e.l., må han i forvejen, i sin bevidsthed, danne sig en plan over, hvorledes han ønsker sig, denne foreteelse skal være i sin færdige tilstand. Men at "danne sig en plan" er jo i sig selv intet mindre end et kosmisk, kemisk eksperiment. For at skabe denne plan må han altså samle sine erfaringer på det specielle felt, under hvilket foreteelsen beror. Men disse forskellige erfaringer repræsenterer jo tanker, der igen består af stof. Hvis de nævnte erfaringer nu er korrekte, vil den kemiske sammensætning af disse, der udgør den færdige plan, også være korrekt. Og vi siger da om en sådan korrekt eller fuldkommen plan, at den er "logisk".
      Hvis de erfaringer, den fysiske skaber i nævnte tilfælde havde til rådighed, ikke var korrekte, men blot formodninger eller uprøvede teorier, der viste sig at være fejltagelser, og af hvilke den færdige plan nødvendigvis måtte blive præget, ville det altså betyde, at den kosmisk kemiske sammensætning var en blanding af energier, der ikke passede sammen, idet de skabte reaktioner, der ikke passede i den ønskede plan. Disse fremmede energiers reaktion virkede netop som "fejltagelser", og hvorved planen måtte komme til syne som "ulogisk".
      Dette eksempel er mere end et blot og bart eksempel, det er bogstavelig virkelighed. Når en plan er "logisk", er de kosmiske energier, hvilket altså vil sige de rigtige tanker, rigtig sammensat, og der er ingen uvedkommende energier (tanker) til at forstyrre harmonien. Når en plan er "ulogisk", vil de kosmiske energier, den er sammensat af, hvilket vil sige de tanker, den er sammensat af, altså være planen mere eller mindre uvedkommende og dermed være en tilsvarende hindring for opnåelsen af det resultat, som ophavet til planen i forvejen havde ønsket.


Kommentarer kan sendes til Martinus Institut.
Oplysninger om fejl og mangler samt tekniske problemer kan sendes til webmaster.