311. Gennem forrige kapitel nåede vi i vore analyser frem til et udsigtspunkt, der ligger hinsides al materie, et udsigtspunkt, hvorfra al skabelse dirigeres, et udsigtspunkt, der er selve Almagtens eller Forsynets sæde. Vi nåede op på selve Guddommens trone. Vi er hævede op over alle verdeners herligheder. Under os ligger tiden og rummet, organismer og legemer, former og tilstande. Vort dybeste selv er rodfæstet i den evige almagt. Vi er sønner af universets Herre. Igennem den evige materie, der lystrer vort mindste bud, skal vi nu til at åbenbare vor gudesønlige identitet. På vor befaling sker livets største vidundere. Verdener, ja, sole og mælkeveje, strålende og funklende stjernebyer på mørke nathimle, er resultater af skabelsesprocesser, der forlængst er blevet til en så rutinemæssig vanebevidsthed eller C-viden for os, at de ligesom blodomløb, åndedræt og fordøjelse sker uden vor dagsbevidste indblanding. Hvorledes skulle vore organismer eller legemer ellers være blevet til? -
      At disse består af lysende materier i form af mikroverdener, atomer, elektroner og endnu mindre partikler, der går i klodebaner, er jo forlængst blevet til videnskabelige kendsgerninger for intellektuelle forskere. At disse kendsgerninger ganske vist kun udtrykker et verdensalt en miniature forandrer ikke princippet, i særdeleshed da samme mikroskopiske verdensalt indtil overdådighed opfylder de samme betingelser som det almindelige verdensalt med hensyn til at være hjemstedet, skuepladsen eller livszonen for myriader af levende væsener. Jo, vore egne frembragte stjernebyer, kloder og mælkeveje repræsenterer ligeså tusindfoldige hærskarer af levende væsener, der lever og ånder i solenes lys, gør erfaringer, stiler imod højere liv, er på vej mod erkendelsen af deres egen højeste identitet, er på vej mod Guddommen, som den verden, i hvilken vi selv vender blikket mod det evige lys.