316. Enhver detalje i alt det, der direkte kan sanses, udtrykker altså et treenigt princip. En sådan detalje er resultatet af skabelse og er som sådan i henhold til foranstående at udtrykke som "X3". Den er et uomstødeligt bevis for en forudgående skabeevnes eksistens. Men en evne til at manifestere logisk eller planmæssig skabelse er jo igen et urokkeligt bevis for forudgående logisk tænkning. Da tænkning igen ikke kan eksistere selvstændig, men kun i tilknytning til en anden realitet som livsytring eller bevidsthedsfunktion, bliver nævnte skabeevne således et uomstødeligt bevis for et sådant "levende" og "tænkende" "nogets" eksistens bag den førnævnte detalje. Det er dette bevis, jeg her i "Livets Bog" udtrykker som "X2", medens nævnte "tænkende" "noget" er udtrykt som "X1".
      Af disse tre "X'er" eller principper er "X3" direkte tilgængelig for sansning. Der, hvor nævnte "X" bliver et for sansningen selvstændigt resultat, bliver det identisk med det, vi kalder "et levende væsen". Men det er ikke nær alle forekomster af sådanne resultatenheder, der er overskuelig for den almindelige fysiske sansning. En sådan sansning er nemlig stærkt lokaliseret til kun at omfatte de felter, i hvilke dens ophav hører hjemme. Et sådant ophav kan, hvis det er et jordmenneske, naturligvis nok erkende andre mennesker som "levende væsener". Og med erkendelsen af dyrene går det også nogenlunde. Men med sansningen af, at planterne også er "levende væsener", er det betydeligt sværere. Her kan en sådan opfattelse ved god skoleundervisning højst blive en trossag eller et dogme. Med hensyn til erkendelsen af mineral som udtryk for liv vil det endnu være ganske håbløst at finde hos sådanne væsener. Til alle skabelsesprocesser, der ikke er manifesteret af mennesker eller dyr, har disse væsener ikke noget realistisk ophav. Hvis de er religiøse, erkender de "Gud" som ophav til de manifestationer, der passer behageligt ind i deres daglige livs favør, og "djævelen" som ophav til de, der virker ubehageligt og modarbejdende deres ønskers og formentlige idealers opfyldelse.
      Hvis de er irreligiøse, benægter de enhver form for liv som ophav til manifestationer, der ikke har mennesker eller dyr til ophav. Dette vil altså sige, at til sådanne manifestationer, som tilsammen danner det, vi kalder "naturen", såsom stoffernes reaktionsevne, krystallisering, planternes og dyrenes former og udseende, solenes og klodernes baner og virkninger, kort sagt til alt hvad der sker i tilværelsen, hvor ophavet ligger udenfor deres sansehorisont, benægter de et sådant. Det vil så igen betyde, at de faktisk tror, at de nævnte ting, skønt de viser sig i logiske baner og udløser planmæssig skabelse, bliver til af sig selv. Med en sådan opfattelse bliver samtlige væsener dermed mere naive end den enfoldige eller "fattige i ånden", der tror på en gud som ophav til manifestationerne. Thi i denne opfattelses dybder ligger der en urokkelig sandhed. Noget kan ikke komme af intet. Og planmæssig skabelse kan kun være et resultat af forudgående logisk tænkning, og det kan kun være toppunktet af vildfarelse at tro, at tænkning kan være noget andet end en egenskab ved "et levende væsen", ligegyldig hvor man så end bliver vidne til den, ligegyldig om det er i selve verdensplanen, i selve naturens udløsninger i mikrokosmos eller i makrokosmos. Naturens logiske frembringelser kan ligeså lidt blive til uden hjerne som menneskenes. At man ikke ligeså let kan se ophavet til naturens skabelse som ophavene til den menneskelige skabelse er ingen retmæssig eller logisk begrundelse for en benægtelse af det førstnævnte ophavs eksistens.