Livets Bog, bind 2
"Manden" og "kvinden" eller "han-" og "hunvæsenerne" degenererer, men "geniet" opstår
403. Men "salighedsvæsenet", der har gennemlevet hele spiralen, ser videre i sin egen indre gyldne verden. I sine "guldkopiers" overjordiske stråleglans ser det igennem sin egen erindringsoplevelse det seksuelle livs videre forløb. Det ser dyrerigets undergang i sin egen og åndeligt jævnaldrende medvæseners bevidsthed. Det ser, hvorledes denne jævnaldrende medvæsensskare efterhånden bliver så talrig og dermed de dyriske loves overtrædelse, trods dødsstraf, fængsling, skandalisering og had, så omfattende, at flokken må begynde at lave sine love om, må begynde at mildne dem i det kommende ny riges favør. Men "salighedsvæsenet" genoplever yderligere i sin "indre verden", hvorledes flokkens eller samfundets væsener igennem denne vækst glider ind i en zone, hvor de vånder sig i ulykkelige, ægteskabelige kærlighedsforhold. Florerende utroskab, og de enkelte væseners mange giftermål og skilsmisser, viser, at disse i høj grad allerede er ramte af det ny riges stråler og i virkeligheden allerede er ægteskabelig unormale, har forlængst forladt den dyriske troskab i parringen, der betinger det fuldkomne eller lykkelige ægteskab. "Salighedsvæsenet" ser også, hvorledes "abnormiteten" breder sig videre og videre. Interesser for mangfoldige skabelsesprocesser i form af kunst og videnskab konkurrerer med ægteskabsinteressen. De underminerer dyrerigets specielle "han-" og "hunvæsen", men de skaber "geniet". Thi intet "geni" og ingen som helst genial eller fuldkommen skabelse kan opstå fra et væsen, hvis modsatte pol er hundrede procents latent. Senere kosmiske analyser i "Livets Bog" vil vise, at sidstnævnte væsen umuligt kan eksistere på anden måde end med en altopslugende hundrede procents interesse for, og troskab imod, ægtemagen. Denne ægtemage er dette væsens absolutte eneste himmel. Her udover kan det kun bruge sine evner og kræfter i en eneste retning, nemlig i skinsygens tjeneste. Det er det fuldkommen naturlige kampvæsen. Hvis det har interesse udenfor det her nævnte, er det ikke mere "dyr" i renkultur. Da er det allerede et "abnormt" væsen, set fra dyrerigets standpunkt.
Symbol af Martinus
Symbol nr. 9
Grundenergiernes kombination