Animalisme, seksualisme og intellektualitet gør sig også gældende i makrokosmos og mikrokosmos
434. Men det er ikke alene det jordiske menneske, der er en så overjordisk lykke beskåret. Den her skildrede proces gør sig gældende i alle zoner eller bevidsthedssfærer, såvel i makrokosmos og mikrokosmos som i mellemkosmos (plante-, dyre- og menneskeorganismer). Ser vi på solsystemer og mælkeveje, eller ser vi på atomsystemer, så ser vi, at de samme love hersker her. Vi ser kolde og mørke kloder, og vi ser lysende og flammende sole. Hvad vil det sige? -Vil det ikke netop sige, at disse energimasser også er inddelt i manifestationer, i hvilke vi netop ser seksuelle og intellektuelle centrer. Og får disse manifestationer ikke netop derved hver især prædikatet "organisme". Og bliver de ikke netop analoge med de animalske organismer i mellemkosmos? -Vi behøver jo kun at se på vor egen klode. Rummer den ikke i sig en varme, der stammer fra dens eget centrum eller glødende indre? -Og leverer denne varme eller solenergi ikke netop den dynamiske spænding overfor den ydre "følelsesenergi" (verdensaltets kulde), som netop lige akkurat skal til for at holde dens klodeform med alle dens organiske funktioner eller livsbetingende kredsløb for dens mikroindivider vedlige? -Og bliver det ikke en kendsgerning, at den også på sin vis er animalsk? -Man kan ikke komme uden om, at en hel del af dens organismes materie er kød og blod. Alle de animalske væsener er jo dog noget af dens organisme. At denne kolde klode også bliver udtryk for intellektualitet, lader sig jo heller ikke bortforklare. Dens samlede menneskehed er dog temmeligt fremskredne dagsbevidste væsener og repræsenterer fremragende intelligens. De danner således en fremragende modsætning til de uintellektuelle solkræfter i dens indre, og viser sig således åbenlyst for den udviklede forsker som dens "intellektuelle center". Jordkloden er således i princip fuldstændig analog med det jordiske menneske eller et andet levende animalsk væsen. Den rummer alle de større grundprincipper, der danner grundlaget for en tings fremtræden og identitet som "levende væsen". Da jordkloden også er et led i solsystemets struktur, bliver vi her vidne til, at solsystemet ligeledes opfylder de betingelser, der skal til, for at man med rette kan kalde dette et "levende væsen". Det har det glødende centrum, der leverer den indre dynamiske spænding overfor verdensaltets "følelsesenergi" eller kulde, der skal til for at en organisme eller et system af kræfter i det hele taget kan opretholdes. Dette er således systemets "seksuelle center". Dernæst rummer solsystemet foruden jordkloden endnu flere kolde kloder. Med jordkloden i spidsen repræsenterer disse mere eller mindre systemets animalisme og den herigennem eksisterende betingelse for dets manifestation af intellektualitet på det fysiske plan. Solsystemet har således i sine kolde kloder også et begyndende "intellektuelt center". Ser vi nedad i mikrokosmos vil de samme principper være herskende. Også her vil den fremskredne kosmiske forsker se organismelovene dominerende. Også her vil kampen stå om en tilkæmpelse af ligevægt imellem systemernes seksuelle og intellektuelle centre. Også her vil "Guds ånd svæve over vandene". Også her vil livets altbeherskende impulser: seksualisme og intellektualitet dominere tilværelsen, synlige som den evige organisation af kraft igennem hvilken guden gør alle gudesønner identisk med sit eget altomfattende "billede efter sin lignelse".
Tilbage til forsiden
Forrige