Når romaner, skuespil, film og eventyr kun er baseret på en helts lovprisning og en skurks straf. Når verdensbilledet er baseret på samme lovprisning
438. De gængse romaner, skuespil, film og eventyr, der kun udtrykker en helts lovprisning og en skurks straf, er således i allerhøjeste grad ufuldkomne, er usande billeder af livet. De udgør ganske vist kulturfaktorer, men de er ikke inspirerende for acceptionen af Jesu formaninger, tværtimod de er i allerhøjeste grad stimulerende for færdslen ad vejen til Valhal. Ved deres, i det tyvende århundrede, endnu eksisterende altbeherskende repræsentation af dette "heltehjems" oldnordiske æresbegreber, udgør de stimulerende impulser for den magtprincippets heltedyrkelse og straffebefordring, der som en flodbølge af blodbesudling, lemlæstelse, udplyndring, undertrykkelse, fornedrelse, hån og terror i ly af det fortidige æresbegreb "krig" forlængst har begyndt at skylle hen over verden. Jo, "helte- og straffemoralen" fra "Valhal" er med dominerende majoritet sået i den jordbund, vi kalder den jordiske menneskehed. Og enhver høst må blive et resultat af det, der er sået. At så lidelse og straf må give lidelse og straf til høst. Vil man have lykke og kærlighed, må man så lykke og kærlighed. En roman, en belæring eller videnskab, der ikke viser dette, udgør en analyse, der ikke har noget med matematik eller virkelighed at gøre. Og ligesom en roman eller belæring er en uvidenskabelig analyse, sålænge den ikke har forenet skurken og helten i sympati og kærlighed og dermed belyst hele kredsløbet eller energiernes opgåen i en ligevægt eller kontakt med de energier, der eksisterer forud og bag efter den analyserede tings fysiske beståen, således er også ethvert billede af selve tilværelsen eller verdensaltet en uvidenskabelig eller for matematik blottet analyse, sålænge den ikke udviser det kredsløb, vi her i symbol nr. 9 har demonstreret. I denne analyse har vi set enhver energiimpuls i sit fulde kredsløb. Vi har set, at dens afslutning er begyndelsen til et nyt kredsløb, og således fortsættende, hvorved vi ser den i harmoni med evigheden eller i kontakt med værdiernes evige beståen. Alt, hvad der er til, må altid vedblive at være til. Noget kan ikke blive til intet, ligesom intet ikke kan blive til noget.
Tilbage til forsiden
Forrige