449. Det almindelige dyr har altså ingen erkendelse af sit eget væsen. Det oplever kun den ydre verden. Det ser kun, hvad der vedkommer selvopholdelsesdriften. Det er kun koncentreret på sin føde, mage og sit afkom. Men disse foreteelser er alle noget, der forekommer udenfor væsenet. Og kun, hvad der således forekommer udenfor det selv, har det evne til at erkende eller opdage eksistensen af.
      Det kan naturligvis nok føle smerte, sult og tørst, men ikke engang disse foreteelser kan bringe det på tanker om dets egen identitet som henholdsvis udgørende "jeg" og "det". En sådan fornemmelse kan "dyret" i renkultur aldrig opleve. Først når det igennem en længere udviklingsperiode begynder at få menneskelige tendenser, vinder en sådan refleksionsevne, som her er nødvendig, langsomt indpas i dets bevidsthed. Men så er det ikke længere et "dyr" i renkultur, så er det et begyndende "jordmenneske".
      Sådanne begyndende "jordmennesker" er forlængst uddøde her på jorden. Imellem den nulevende mest primitive menneskeart og den mest fremskredne dyreart savnes der jo adskillige mellemled. Vi skal senere i "Livets Bog" komme tilbage til, hvorfor disse mellemled savnes her på kloden.
      Når "dyret" således ikke har opdaget sig selv og derfor kun sanser andre tings eksistens, skyldes det udelukkende den omstændighed, at det hovedsageligt kun møder farer og ulemper fra disse andre ting. "Dyret" har derfor hele tiden måttet koncentrere hele sin begyndende begavelse og refleksionsevne på den ydre verden. Her var der altid farer, der måtte tages stilling til. Fra det selv, dets egen identitet eller indre "selv" kom der aldrig nogen fare. Hele dets bevidsthed og organismeskabelse var automatfunktion, var "C-viden" fra en tidligere spirals intellektuelle sfære. Alle dets individuelle fornødenheder, såsom dette at spise og drikke, forplantning eller skabelsen af de foreteelser, der befordrede artens beståen, dets organismes særlige funktioner, udstyr eller tilpasning til klima og livsbetingelser etc. var foreteelser, der automatisk udvoksede som resultater af en længst forsvunden fortidig dagsbevidst hjernefunktion, en "C-viden", der helt og holdent garanterede eller muliggjorde disse realiteters manifestation uden nogen nuværende intellektuel spekulation eller tænkning. Disse foreteelser manifesteres ganske udenom væsenets nuværende dagsbevidsthed. Da alle dets begær og længsler således i virkeligheden forlængst var inkarneret i selvstændige organer, blev de ikke mere båret eller opretholdt ved bevidst tænkning. De eksisterede i dyrets organisme som livsbetingelser, der måtte opfyldes. Dyret havde derfor ingen anledning til refleksioner over noget som helst vedrørende dets eget væsens natur, lyster eller længsler. Alt dette var automatfunktion eller "C-viden". Derimod blev det efterhånden mere og mere en kilde til tænkning, når dets ubevidste, medfødte natur kolliderede med den ydre verden. Her var der hele tiden en modstand at overvinde. Og denne modstand blev således det udløsende moment for tilblivelsen af intelligens og senere intellektualitet hos væsenet i den ny spiral. Den ydre verden blev således det levende væsens første opdagelse i nævnte spiral. Opdagelsen af det selv, dets egen identitet og væsen, var tankeforeteelser, der først kom langt senere ind i dets bevidsthed. Tigeren, der jager sit bytte, såvel som byttet, der bliver jaget af tigeren, aner absolut intet om sig selv. Hele deres bevidsthed er optaget af ydre foreteelser. Tigeren er en ydre foreteelse for byttet, og byttet er en ydre foreteelse for tigeren. Fundamentet for disse væseners møde eller forbindelse med hinanden skyldes således årsager, der har sin rod i de medfødte automatfunktioner og ligger udenfor deres nuværende dagsbevidsthed. Derimod kommer det i allerhøjeste grad til at ligge indenfor de samme væseners dagsbevidsthed eller viljebefordrende tankesfære, hvorledes dette møde skal forløbe. Her bliver spekulation delvis nødvendig for begge parter. Byttet må udvikle sine tanker og evner i retning af at kunne undgå eller overvinde sin forfølger, og tigeren udvikler sin bevidste tankemanifestation til fremme for den størst mulige angrebsevne eller forfølgelsesoverlegenhed. Men ingen af disse foreteelser tilskynder eller nødvendiggør for de to væsener nogen form for spekulation eller tænkning over dem selv eller deres "jeg". Der er endnu ingen livsfare forbundet med ikke at kende sig selv, medens det er overordentligt livsfarligt, for væsenerne på de samme stadier, ikke at kende andre væsener eller de ydre foreteelser. Dette er grunden til, at væsenerne på et vist udviklingsstadium i spiralen fremtræder som væsener, der kun har sansningen eller bevidstheden rettet udadtil imod den ydre verden, medens de endnu er ganske ude af stand til at kunne rette blikket indad imod deres egen indre verden. Det er dette stadium eller afsnit af spiralen, der udgør "dyreriget", og hvortil det jordiske menneske endnu hører.