Livets Bog, bind 2
Væsenernes humane og brutale tendensers aldersforskel og dennes indflydelse i deres daglige liv
454. Men da jordmennesket således igennem en millionårig tilværelse, indeholdende dets passage igennem de kødædende planters tilstand, igennem den almindelige dyriske færden i oceanerne og hen over kontinenterne, og nu sidst dets begyndende mennesketilværelse, har haft krig til absolut uundgåelig livsbetingelse og dermed til allerhøjeste moralske basis, er det givet, at denne levemådes millionårige prægning af individets tanke- og sjæleliv og organismens skabelse har sat et så dybt spor, at det ikke lader sig fjerne øjeblikkeligt, selv ikke med den bibelske bjergprædiken, hvis skønne ord er det største og det sundeste og dermed det mest vægtige, der overhovedet kan siges i denne verden. Og følgen må da nødvendigvis blive den kendsgerning, som jordmenneskene nu allerede har levet mange inkarnationer på, nemlig den, at de udgør væsener, i hvem den millionårige krigeriske levemåde er dominerende vanebevidsthed, kun hæmmet af nogle enkelte endnu spinkle eller nyfødte evner i retning af skabelse af en diametral modsat levemåde, hvilket vil sige humanitetens eller kærlighedens.
      At denne levemåde er nyfødt lader sig ikke bortforklare i betragtning af det udviklingspanorama, vi her har for os. Hvad betyder vel det, at menneskene kan føre de første svage profetier eller forjættelser om de første elementære former for nævnte humane levemådes begyndelse nogle årtusinder tilbage i ovennævnte panorama, når krigs-, drabs- eller magtlevemåden, i væsenernes universelle stamtavle, kan føres helt tilbage til deres fremtræden som kødædende planter. Det humane tankeklima, hvad enten det viser sig som buddhisme, kristendom eller anden form for human religiøsitet, er endnu kun som en lille nyfødt stjerne at regne på dette tidspanoramas umådelige himmel. Med andre ord, krigsmoralen eller krigskræfterne i jordmennesket repræsenterer i jordisk eksistens millioner af år, medens fredsmoralen eller humaniteten i samme eksistens kun repræsenterer årtusinder. Intet under at krigen med så overvældende majoritet endnu kan rase hen over verden, og at menneskenes humane tendenser eller sympatiske anlæg endnu er så famlende og svage, at de i enhver krigssituation bliver sat helt ud af spillet af den umådelig overlegne millionårige krigeriske vanebevidsthed, der automatisk straks træder i funktion i den givne situation. Det er kun i ganske enkelte tilfælde, at et væsen ligesom Kristus tør bruge de sympatiske anlæg i forsvarets tjeneste og vende den højre kind til, når det bliver slået på den venstre. I al almindelighed er de millionårige dyriske kræfter i individet så dominerende overlegne og rutinemæssige i forhold til de langt yngre humane tendenser, at jeget faktisk ikke har noget valg. Det har således to forsvarsvåben, hvoraf det ene udgøres af de rutinemæssige drabs- eller ødelæggelseskræfter, og det andet, af de i dette panorama svage nyfødte eller begyndende humane og intellektuelle tendenser. Men da disse sidste tendenser kun repræsenterer nogle få årtusinder, udgør de, i et umådeligt stort område indenfor jordmenneskehedens mentalitet, endnu kun "A-viden", medens krigs- eller drabstendenserne, med deres millionårige tradition, forlængst er blevet til "C-viden" overalt i den samme menneskeheds hele mentalitet. Dette vil igen sige, at de krigeriske tendenser i virkeligheden endnu udgør væsenernes naturlige medfødte eller fra fortiden nedarvede anlæg, der automatisk træder i funktion, når de nødvendige udløsningsmomenter er til stede, ganske uafhængigt af om væsenerne vil det eller ikke.
      Disse medfødte krigskræfter kommer i renkultur til udløsning i de anfald, vi kalder "raseri" eller "hidsighed". Sådanne anfald udgør den dyriske mentalitet i dens kulmination. De er derfor en dyd i de stadier i udviklingen, hvor de er en livsbetingelse, blandt andet for de væsener, vi kalder "rovdyr". De er en automatisk mobilisering af alle drabs- eller ødelæggelsestalenter i væsenet til fordel for overvindelsen af den modstander eller det bytte, det er en livsbetingelse for det at overvinde. Desto større evne væsenet har til mobilisering af disse, på dette stadium livsbetingende, kræfter, desto tilsvarende større evne har det til at hævde sig i den samme zone. Og nævnte anfald kan derfor som nævnt kun være en dyd på nævnte stadium.