455. Men væsenerne kan ikke altid være sejrherrer. De må også gennemleve en lang række stadier i sådanne nederlag, forfølgelse og undertrykkelse som de, deres sejrherretilværelse har kostet andre væsener. Denne lidelsestilstand, som stadig vil være følgerne af en tilværelsesform, hvori det er magten, og ikke retten, der udgør den autoriserede livsmoral, kan ikke undgå at udvikle væsenernes mentalitet. Overfor denne permanente faretilværelse har instinktet ikke været nok. Væsenets sanse- og tænkeevne er blevet umådeligt skærpet, ligesom det utal af lidelser, det har gennemgået, også har sat sit spor i dets bevidsthed i form af en evne. Denne evne er "medlidenhedsfølelse" eller den første begyndende spæde basis for al udvikling af humane tendenser i væsenet. "Medlidenhed" er i virkeligheden intet mindre end en ubevidst erindringsgenkaldelse af oplevede lidelser. Den adskiller sig fra den almindelige form for oplevelse af erindringer derved, at sted- og tidsbetegnelse mangler. Kun selve smerte- eller lidelsesfeltet i erindringen kan i dette tilfælde gå over i dagsbevidstheden ved erindringsoplevelsen. Denne erindring fornemmes derfor ikke af individet som en erindring, men derimod som et slags fantasibillede.
      Ved en almindelig fuldkommen oplevelse af erindring forekommer både tiden og stedet for oplevelsen af den erindrede begivenhed i jegets dagsbevidsthed. Og jeget "husker" denne begivenhed som en passeret selvoplevelse. Dette er ikke tilfældet med erindringer fra tidligere inkarnationer. Her er både sted- og tidsbetegnelsen, ja, selve den erindrede begivenheds tilknytning til jeget som dets egen personlige oplevelse, udgået af dagsbevidstheden. Kun selve smertebilledet eller lidelsesdetaljerne bliver tilbage i jegets bevidsthed i den ny inkarnation og er her blevet til "C-viden" og fremkaldes automatisk, hver gang individet bliver vidne til begivenheder, der er i slægt med lidelsesbilledet i den fra fortiden nedarvede ubevidste erindring.
      Men idet denne erindring således er ubevidst, idet jeget ikke husker den som sin egen personlige oplevelse, og ikke husker tid eller sted for dens tilblivelse, fornemmes den slet ikke af sit ophav som en erindring. Lidelsesdetaljerne i denne, som er de eneste, der overgår i den ny dagsbevidsthed, bliver derfor kun oplevet af væsenet som "fantasibilleder". Disse fremkaldes som nævnt automatisk, når væsenet bliver vidne til et andet væsens ulykke eller lidelse. Der opstår da en konfrontation imellem væsenets "fantasibillede" og den begivenhed, der overgår det andet væsen som en ulykke eller lidelsestilstand. Ved hjælp af denne automatiske konfrontation med begivenheden udenfor og væsenets "fantasibillede", der jo, om end ubevidst, er en opbygning af mobiliserede erindringsbilleder fra væsenets egen selvoplevelse, får det evnen til at bedømme begivenheden udenfor. Hvor rigtig denne bedømmelse vil være, vil altså være afhængig af, hvor nær beslægtet dets opbyggede "fantasibillede" er med den ydre begivenhed. Om der er noget slægtskab, vil igen være afhængigt af, om væsenet i det hele taget har oplevet en lignende begivenhed eller situation, som den den ydre begivenhed udtrykker. Har det ikke det, har det ingen evne til at bedømme eller gøre sig denne begribelig. Ja, der forekommer måske nok i heldigste tilfælde et tilløb til den automatiske mobilisering af de ubevidste erindringsbilleder, men når der ikke er nogen af disse, der er beslægtet med den ydre begivenheds detaljer, kan væsenet ikke følelsesmæssigt reagere overfor den, ligegyldigt hvor lidelsesfuld eller medfølelsesværdig den så end måtte forekomme. Væsenet forbliver ganske koldt overfor den.
      Men er den ydre begivenhed hos næsten af en sådan natur, at tilskueren har mange beslægtede detaljer til den i sit ubevidste erindringsmateriale, vil den automatiske mobilisering jo gøre "fantasibilledet" tilsvarende mere korrekt, og dets ophav fornemmer så i tilsvarende udstrækning igennem dette sin næstes lidelse og kan dermed gøre sig denne helt begribelig og vil, hvis ikke stærkt hæmmende kræfter griber ind, reagere til fordel for sin næstes befrielse af lidelsen. Og det er denne reaktion, vi kalder "medlidenhed".