500.
Som før nævnt, er "lys" og "mørke" den samme ting, der gennem perspektivprincippet bliver oplevet og betegnet af jeget på forskellig måde, alt eftersom nævnte ting befinder sig "ovenfor" eller "nedenfor" jegets trin på "lysskalaen".
Betegnelsen "lys" og "mørke" og de herunder henhørende forskellige farver i farveskalaen, bliver derfor ingen betegnelse for "lysets" absolutte analyse, men udgør i sig selv kun en "relativ" analyse, hvilket igen vil sige: en "forholdsanalyse".
Og vi er her ved grundprincippet i den almindelige analyserings- eller erkendelsesmetode.
Alle jordmenneskelige analyser og opfattelser, ja selv de materiel-videnskabelige er kun "forholdsanalyser".
De har ikke noget som helst med tingenes absolutte eller "kosmiske analyse" at gøre.
De udtrykker kun tingenes analyse i forhold til en anden ting, hvis analyse også kun udgør en erkendelse af denne anden tings forhold til nye andre ting.
Da disse ting er forgængelige, vil, med deres ophør, de på tingene baserede analyser af andre ting, ophøre.
Det vil igen sige, at alle disse relative eller jordmenneskelige materiel-videnskabelige analyser, som modsætning til de "kosmiske analyser" er forgængelige.
De førstnævnte analyser er således "timelige", medens de sidstnævnte er "evige".
De er nemlig baserede på evige ting, hvilket i dette tilfælde vil sige på selve verdensaltets evige grundprincip, der er det eneste eksisterende "faste punkt" i tilværelsen.
Dette vil blive nærmere detaljeret senere i "Livets Bog" under analysen af "kosmisk bevidsthed".
Her er det kun formålet at klargøre for læseren det almindelige fysiske erkendelsesprincips uholdbarhed, når det gælder den absolutte analysering af stofferne eller materierne.