Stk.:  (289-638)      
      Avanceret søgning
   
En ny erkendelsesbasis. Alt "stof" eller "materie" er udgørende "det guddommelige noget" set igennem "perspektivprincippet". Igennem "stoffets" analyse møder vi Guddommen
504. Igennem "kosmisk kemi" her i "Livets Bog" er vi nået så langt frem i kendskabet til virkeligheden, at vi har kunnet begynde at skimte en for jordmennesket hel ny erkendelsesbasis, et "fast punkt", hvorfra tingenes analyser også bliver til "faste punkter" og ikke som ud fra den gamle erkendelsesbasis, hvor de bliver til "timelige" punkter eller bristende illusioner.
      "Kosmisk kemi" viser os, at alt "stof" er "lys", og at dette igennem "perspektivprincippet" bliver tilgængeligt for sansning, idet jeget gennem samme princip oplever det i skalaform, hvilket vil sige, at det oplever det ligesom fremtrædende i forskellige efter hinanden følgende stigende trin i styrke, kraft eller glans. Da fornemmelsen af de svagere "lysgrader" opfattes som "mørke", har jeget altså igennem "perspektivprincippet" fået evnen til at opleve selve "lyset", men fremtrædende i to forskellige fremtoninger, nemlig som "lys" og "mørke". Disse to fremtoninger er, som allerede før påpeget, den samme ting. Igennem "perspektivprincippet" opretholdes evnen til at opleve denne ting. Denne ville være absolut utilgængelig for sansning uden nævnte princip. Der ville ingen kontraster eksistere og dermed intet som helst grundlag for sansning. Igennem "perspektivprincippet" bliver jeget altså i stand til at opleve "noget", som igennem sansningen bliver til "lys" og "mørke", bliver til "stof" og "materie", bliver til "skabelse" og "oplevelse" af livet, med andre ord bliver til den realitet, der gør jeget til "et levende væsen".
      Hvad er nu dette "noget"? - Nævnte "noget" er det altomfattende højeste element i livet, vi allerede tidligere i "Livets Bog" har omtalt som "det guddommelige noget" eller "X1". Vi har her i vor analyse af "stoffet" eller "materien" mødt den allersidste instans, som en hvilken som helst "kosmisk analyse" kan møde. Vi er her ved den "årsagsløse årsag". Det er det eneste eksisterende "noget", til hvilket der ikke eksisterer en forudgående årsag. Den er alle årsagers årsag. Men "hinsides" "perspektivprincippet" er den uden kontrast og derfor usanselig, har ingen analyse ud over dette ene, at den udgør et absolut "noget, som er". Alt, hvad man ellers ville tillægge dette, vil fuldstændigt være illusorisk. Hvis man siger om dette, at det er "dødt" eller "levende", "skønt" eller "uskønt", "kærligt" eller "ukærligt", "stort" eller "småt", vil vi ikke mere være hinsides "perspektivprincippet", men derimod i allerhøjeste grad være betragtende dette "noget" igennem samme princip. "Det guddommelige noget" er da allerede blevet synligt som grader af den "lysskala", vi kalder "stof" eller "materie". Denne synlighed kender vi allerede som identisk med "X3", ligesom "perspektivprincippet" her repræsenterer "X2" eller skabeevnen. Og da disse tre "X'er" i dette tilfælde udgør det levende væsen, vi kalder Guddommen, er vi her igennem "kosmisk kemi" i vor analyse af "stoffet" eller "materien" blevet stillet overfor et nyt møde med Guddommen. Hele det vældige "lysocean", vi kalder "stof" eller "materie", udgør i realiteten "det guddommelige noget". Det er lige meget, om vi ser ind i solens lys eller ind i nattens mørke, det er lige meget, om vi skuer ind i makrokosmos' vældige sol- eller stjernebyer, eller vi lader vore "kosmiske sanser" bære os ind i mikrokosmos' svindende lidenhed, det er lige meget, om det er skikkelser, former, farver, der kommer til syne for vort blik, eller det er tanker, følelser, glæder og sorger, der fremtræder i vor fornemmelse af livet, så er det "X1", tilværelsens allerhøjeste element, Guddommens eget altomspændende jeg, vi er stedet overfor, kun adskilt fra os selv ved "perspektivprincippets" "farvende briller". Guddommen er ligeså vældigt til stede i havets brænding, skovbækkens hvisken, biens summen og sommerfuglens farver som i vort eget blodomløb, vor organismes "stof", vort legemes udseende og vor egen væremåde. Også her er Guddommens jeg vort "stofs" dybeste substans. Også her er det i virkeligheden Guddommens nærhed, vi soler os i. Om vi ser ham eller ikke ser ham, er kun et "perspektivforhold", hvilket vil sige en "sanseindstilling".


Kommentarer kan sendes til Martinus Institut.
Oplysninger om fejl og mangler samt tekniske problemer kan sendes til webmaster.