527. Da det levende væsen således i hele sin fremfærd, i hele sin skabelse af oplevelsen af livet, må betjene sig af "eksplosionen", skal vi her dvæle lidt ved, hvorledes en sådan bliver til og jegets udnyttelse af denne kraft.
      For at en "eksplosion" kan blive til, må der være mindst to slags kontrære energier til stede. De må i sig selv udgøre en "bindende" kraft og en "befriende" kraft. Den "befriende" må være i overvægt, således at den kan opløse eller bryde den "bindende" krafts virkninger. Hvis denne overvægt kommer pludselig, brydes den "bindende" kraft også pludselig, og "eksplosionen" finder sted. Graden af dens voldsomhed vil være afhængig af graden af den "spænding", de to energiarters kombinering har affødt.
      For at forstå dette må man først forstå, at når to sådanne kontrære kraftarter forbindes, vil de begge modarbejde hinandens virkninger, de vil dæmme op for hinanden. Derved opstår der "spænding". Hvis de to forbundne energiarters virkninger er lige stærke, sker der ingen "eksplosion", men "spændingen" bliver et slags permanent ligevægtspunkt imellem de to kombinerede energier. Og denne kombination repræsenterer nu en hel ny energiart. Denne energiart udtrykker som nævnt "spænding". En sådan energikombination med "spænding" er det samme som det, vi kalder "stof". "Stof" eller "materie" er dermed synligt som kun udgørende "tilbageholdt" eller "bunden" energi. "Stof" er det samme som kraftophobninger. Hvis energiligevægten i "stoffet" brydes, udløses "spændingen". Det er denne udløsning, vi kalder "stoffets reaktionsevne". Idet "stoffet" udgør "spænding", vil det uundgåeligt reagere, når det tilføres eller kommer i berøring med andre energier. Og det er, som vi nu skal se, denne "stoffernes reaktionsevne", det levende væsen betjener sig af i hele sit bevidsthedsliv, sin tankemanifestation såvel som i hele sin fysiske fremtræden.