536. Med hensyn til "det guddommelige noget" bag ved alle foreteelserne eller jeget bag "det levende væsen" vil det således være en kendsgerning, at det har evne til at "se sig selv". Det er dette "syn", vi kalder "bevidsthed". Denne udgør dermed en "tænkt virkelighed" ved siden af den "absolutte virkelighed" og kommer derved blandt andet til at afvige fra denne ved at være "timelig", medens den absolutte virkelighed eller den "ikke skabte" aldrig nogen sinde har haft en begyndelse og derfor er "evig".
      Da den første virkelighed er skabt, vil den også få et ophør. Vi har aldrig i noget som helst tilfælde set, at en evig ting kan skabes. Alt, hvad der kan skabes, vil altid være "timeligt" eller forgængeligt. Og alene af den grund vil "den tænkte virkelighed" (noget nr. 3) aldrig nogen sinde kunne være et korrekt billede af den absolutte virkelighed (noget nr. 1). Men når det syn, "noget nr. 1" danner af sig selv, kun er "timeligt", må det ophøre, og nævnte "noget" måtte igen være uden noget "syn af sig selv", hvis ikke det var således i tilværelsen, at et syn ikke kan forgå uden i form af skabelsen af et nyt syn. Det nævnte "nogets" synliggørelse af "sig selv" bliver derved identisk med skabelsen af - ikke ét syn, - men en uendelig kæde af "syner" eller "billeder" af "sig selv". Og det er netop denne "billeddannelse", vi bliver vidne til i form af den daglige tilværelse. Hele vor oplevelse af livet består jo udelukkende i en for vort jeg forbidefilerende kæde af syner. Ethvert af disse syner er igen det samme som tanker, fornemmelser, oplevelser, erfaringer, kort sagt alt, hvad der overhovedet kan times et væsen. Alle disse foreteelser er således absolut uden undtagelse det omtalte "nogets" frembragte syner af "sig selv". Denne frembringelse kalder vi "sansning" eller "skabelse". Og som før nævnt udgør denne "noget nr. 2".
      "Noget nr. 3" udgør, som før nævnt, de ved "noget nr. 2" frembragte "syner" af "noget nr. 1". Men da dette sidste "noget" i sin absolutte virkelighed er en "evig ting", kan den umuligt udtrykkes igennem en "timelig" foreteelse. Da de timelige foreteelser, ligegyldigt hvordan de så end måtte forekomme, ligegyldigt i hvilken farve, størrelse eller bevægelse de så end måtte fremtræde, alligevel er "syner" af det evige "noget nr. 1", bliver deres identitet som illusoriske letforståelig. Når vi siger om en ting, at den er 3 meter, så vil det i virkeligheden, kosmisk set, betyde, at vi siger, at "noget nr. 1" er 3 meter. Da nævnte "noget" omspænder alt eksisterende rum, kan 3 meter ikke være noget retmæssigt udtryk for eller syn af nævnte guddommelige realitet. Det samme er tilfældet, hvis vi siger om en ting, at den er 20 år. Da er det ligeledes "noget nr. 1", vi i virkeligheden giver udtryk for, thi tingen er jo identisk med nævnte "noget". Og da det omspænder alt, hvad der eksisterer af tid, kan det ikke udtrykkes ved alder. De "20 år" såvel som de "3 meter" er ganske illusoriske og dækker ikke noget som helst af det virkelige "nogets" kosmiske natur.
      Da "det guddommelige noget" således rummer alt, hvad der eksisterer af farver, størrelser, vægt og volumen osv., ophæver det alle disse foreteelser i sin egen natur. Da det rummer alt, bliver det uendeligt, hvilket igen vil sige det samme som, at det i realiteten ikke har størrelse, farve, vægt, volumen, konsistens eller lignende. Ingen som helst af sådanne foreteelser kan derfor udgøre nævnte "nogets" analyse. Dets virkelige analyse bliver derfor navnløs af den simple grund, at det ikke har anden analyse end den, at "det eksisterer".
      Det er som bekendt derfor, det her i "Livets Bog" udtrykkes som "det guddommelige noget" eller "X1".
      Når det nævnte "noget" ikke desto mindre oplever "sig selv" både med farve, størrelse og volumen etc., skyldes det, som nævnt, "noget nr. 2". Ved hjælp af sanseevnen kan det opleve en timelig refleksion af dets egen evige natur. Sanseevnen er således et "noget", ved hvis hjælp "noget nr. 1" kan skabe en kontrast til sin egen evige eksistens. Ved hjælp af denne kontrast bliver det muligt at "sanse".