538. Som vi her har set, er det fundamentale i tilværelsen "det treenige noget". Da denne altomspændende realitet er en treenighed, bliver hvert af de tre, i denne treenighed fremtrædende "noget", i sin første eller højeste analyse at udtrykke som et "princip". Det er først i kraft af de tre "princippers" sammensmeltning til eller fremtræden som en "enhed", at det åbenbarer sig som "et levende væsen". Ingen af disse principper har nogen sinde eksisteret adskilt og vil aldrig i al evighed kunne komme til at eksistere som sådant. Denne enhed er det levende væsens evige analyse og afviger fra alle andre eksisterende realiteter i tilværelsen eller verdensaltet derved, at disse er "timelige", hvilket vil sige er udgørende "skabte" eller "frembragte" ting med nævnte "treenighed" til ophav. Det levende væsen såvel som verdensaltet kan således aldrig nogen sinde i sin grundanalyse komme udenom denne sin identitet med "det treenige princip". Da dette princip er foran "det skabte", kan det ikke selv have nogen forudgående "skaber" til ophav. Men når det ikke har nogen forudgående "skaber" til ophav, kan det ikke være "skabt", kan ikke være "blevet til" og må derfor i al evighed "have været til". At mene det modsatte heraf er det samme som at tro på, at "noget" kan komme af "intet". Dette "intet" måtte så være ophav til enhver form for "noget". Konsekvensen heraf måtte igen blive denne, at det er "det skabte", der frembringer "skaberen", hvilket igen vil sige, at skrædderen er udgørende et produkt af klædningen, snedkeren et produkt af møblerne, eller at brødet er bagerens ophav osv., og vi er her inde i abnormitetens eller sindssygens skyggeregioner, milevidt fjernet fra den fornuft eller logik, der opretholder verdensaltet med dets stjernehære, sol- og mælkeveje, kloder, planeter, væsener, mikrober og tilværelser.
Tilbage til forsiden
Forrige