557. Nu vil man måske mene, at nævnte "X" slet ikke er nødvendigt for manifestation, idet man vil synes, at de to andre "X'er" dækker hele analysen af manifestationen, men denne opfattelse er meget langt fra at dække virkeligheden. Hvis kun "X2" og "X3" eksisterede, ville der lige akkurat mangle det "noget", der betinger, at tilværelsen ikke er et "intet". "X2" og "X3" er jo i deres grundanalyse illusioner, idet de ikke eksisterer hinsides sanseevnen og kun får virkelighedsidentitet i kraft af, at de i deres analyses sidste instans bliver lig "X1" eller det absolutte "noget som er". Hvis man alligevel forestiller sig livet eller bevidstheden eksisterende uden "X1", måtte samme liv og bevidsthed være en absolut blind eller død automatfunktion. Den ene manifestation måtte blive en uundgåelig følge af den anden, kort sagt, hele tilværelsen ville blot være en absolut ubevidst virknings- og årsagsudløsning, en evig fortsat automatisk maskinfunktion.
      Men det er vel en kendsgerning for alle normale kulturmennesker, at der er en væsentlig forskel på en maskine og det levende væsen? Medens det levende væsen kan handle selvstændigt angående sin fremtid og skæbne, kan en maskine normalt kun manifestere sig automatisk i den engang på sin konstruktion baserede drift eller virkemåde. Så vil man måske indvende, at der her kun er tale om et konstruktionsspørgsmål. Når de maskiner, vi kender, ikke kan præstere det samme som det levende væsen, er det blot fordi, man endnu ikke er nået så langt frem i dygtighed i teknisk skabelse, at man har kunnet give de pågældende maskiner en så omfattende kapacitet. Men hvem er det, der skal give maskinerne kapacitet? - Er skeptikerens indvending her ikke i sig selv en afsløring af, at skabelsen af en maskine kræver et ophav, og at der ovenikøbet kan være tale om et udviklingsspørgsmål? - Skeptikeren bekræfter altså med sin indvending, at maskinernes skabelse er et spørgsmål om evner hos et forud for maskinen eksisterende ophav. Men så er vi jo enige. Dette ophav er netop i sin højeste instans udgørende det absolutte "noget, som er", eller lige akkurat det "noget", der hæver de levende væsener op over maskinernes plan, således at de ikke ligesom disse er døde apparater med bevidstløse automatfunktioner.