Livets Bog, bind 2
Samarbejdet mellem makrovæsenet og mikrovæsenerne i en organisme. Al fysisk smerte og lidelse er en levende korrespondance mellem makrojeget og mikrojegerne. "Bøn" og "Guddom" bliver synlige som logiske foreteelser, der udgør fundamentet for al manifestation
596. Da den "animalske" materie således er udgørende en kombination af "mineralmaterie" og "stråleformig" materie eller den energi, der udtrykker "livet", er det ikke så mærkeligt, at man efterhånden har begyndt at udtrykke denne materie som "levende".
      Idet et jeg er i stand til at bringe sin vilje i kontakt med de små væseners vilje, opstår der et livsvigtigt gensidigt samarbejde imellem de to parter, der resulterer i skabelsen af det første jegs fysiske eller "animalske" organisme. Medens denne organisme er et oplevelses- og skabelsesredskab for sit ophav, er den udgørende et "verdensalt", et "univers", et "livsrum" eller en livsbetingende bolig for de små væsener. De to parter er således lige uundværlige for hinanden. Uden de små væsener ville intet jeg nogen sinde kunne skabe sig et fysisk legeme. Og uden at de små væsener var "dagsbevidste" i deres organismer, ville det være umuligt for noget jeg at blive "dagsbevidst" i den af de små væseners organismer sammensatte store organisme. Når vi kan føle smerte eller velvære i en eller anden del af vor fysiske organisme, skyldes det udelukkende en tanke- eller bevidsthedsoverføring fra vore mikrovæseners til vort eget jegs erkendelsesevne. Denne overføring sker naturligvis automatisk, er forlængst blevet til "C-viden", ligesom så mange af de øvrige organiske funktioner. Når vi føler smerte i en eller anden del af vor organisme, vil dette udelukkende skyldes en eller anden abnormitet eller forstyrrelse i den pågældende legemsdels mikroindividers "daglige liv". Denne abnormitets gene bliver "dagsbevidst" oplevet som et mere eller mindre stærkt besvær af de pågældende små væsener, og skaber en nedbrydende reaktion i deres almenbefindende eller bevidsthedsliv, der jo består af "stråleformig" materie. Men da denne "stråleformige" materie er tilknyttet vor "stråleformige" materie, forplanter reaktionen sig således ind i den. Og her mærker vi denne reaktion eller de små væseners forstyrrede almenbefindende som "fysisk smerte". Enhver form for "fysisk smerte" er således i sin dybeste analyse ikke af "fysisk" natur, men udgør en "stråleformig" energi. Men derved bliver den jo synlig som en "sjælelig" eller "åndelig" oplevelse, er en overført "tanke". Men en "overført tanke" er det samme som en "meddelelse". Al fysisk smerte og lidelse er således her synlig som en levende, bevidst korrespondance mellem makrojeget og dets mikrojeger. Den er en samlet koncentration af "angst", "dødsrædsel", "sorg" og "nedtrykthed" fra makrojegets mikroindivider, der direkte mere eller mindre automatisk er rettet imod det af disse væsener mere eller mindre kendte eller ukendte makroindivid, der jo er højeste myndighed i deres "verdensalt" eller "univers". Og vi ser således her, at de to realiteter, vi har lært at kende under begreberne "bøn" og "Guddommen", hvilken sidste også betegnes som "Forsynet", er virkelige logiske foreteelser, der i den her skildrede automatiske fremtræden er fundamentet for al "fysisk" manifestation. Thi ligesom vore små mikroindividers sjælekvide når frem til vort jegs erkendelse som "fysisk smerte" og derved bliver en regulerende og advarende faktor for bevarelsen af vor organismes sundhed, hvilket i dette tilfælde vil sige en "varig fred" for vore mikroindivider, således når vore sjælekvaler, sorger, melankoli, dødsangst og krigsatmosfære også frem i en samlet kollektiv energibølge til det jegs erkendelse, der udgør den øverste sammenholdende, regulerende myndighed i den organisme, i hvilken vi befinder os som mikrovæsener.