604. Dette "kredsløb" opleves af det levende væsen som en bevægelse fra manifestation til manifestation. Det dybeste moment i denne bevægelse er "urbegæret". Dette er jo i sin natur automatisk, men forplanter sig helt ned i det levende væsens underbevidsthed og opleves i dets "dagsbevidsthed" som identisk med det almindelige bevidste viljemæssige begær. Dette begær fornemmes igen som en tiltrækning imellem jeget og de stoffer eller materier, der er aktuelle i dets manifestation såsom: mad og drikke, klæder, hus og hjem, penge osv. Herind under kommer naturligvis også det seksuelle begær. Reguleringen af disse begær sker ganske automatisk. Her gælder det samme princip, som når man hælder vand i en krukke. Når krukken er fuld, kan man ikke fylde den mere. Når væsenet igennem sit begær har fået tiltrukket sig så meget af den begærede materie, som det kan rumme indenfor sin bevidstheds område i det pågældende felt, da ophører begæret rent automatisk, til denne materie er opbrugt, og der igen er plads til ny materie i det samme felt. Denne foreteelse er vel mest kendt af det jordiske menneske under begreberne: "sult" og "mættelse". Når maven er fuld, kan den ikke rumme mere, og væsenets begær efter mad er tilfredsstillet, indtil der igen er plads til mad i maven.
      Men som maven så også med den øvrige del af væsenets manifestation. Den består udelukkende i princippet: "sult" og "mættelse". Manglen eller savnet af den aktuelle materie fornemmes som "sult", og overfyldningen eller besiddelsen af det nødvendige kvantum fornemmes som "mættelse". Dette gælder ligeså godt på sjælelige som på fysiske områder. Denne begær- og mættelsesproces er drivfjederen og regulatoren i al manifestation. Og dette princip har da også et område, der strækker sig langt ud over den almindelige daglige "hunger" og "mættelse". Som det fremgår af foranstående, gælder mættelsen kun indtil stoffet er fordøjet eller opbrugt, hvorefter "hungeren" eller begæret atter tager fat. Men for hver gang individet har oplevet en "mættelse", bliver den ny "hunger" stærkere end den forudgående indtil et vist tidspunkt. Da vender princippet, og væsenets "hunger" bliver svagere for hver ny "mættelse" for tilsidst helt at ophøre i det bestemte felt, ja, kan endog udløse sig i en ren frastødning. Dette forekommer i en særlig synlig form ret ofte indenfor væsenets ernæringsområde. En "livret" er sjældent blevet til "livret" i første omgang, men er først efter, at det pågældende individ har "vænnet" sig til den, hvilket vil sige: efter flere mættelser, blevet den særligt attråede eller yndede føde. Men hermed har begæret eller hungeren også nået kulminationen. For hver mættelse, der nu finder sted, vil hver efterfølgende ny hunger efter den pågældende "livret" blive svagere og svagere. Og en skønne dag må den helt vige pladsen til fordel for hungeren efter en anden ret, der efterhånden er nået frem til at blive til "livret".
      Det er også dette princip, der gør sig gældende med hensyn til de unormale føde- og drikkemidler: spiritus, tobak osv. Imod disse foreteelser har individet til at begynde med ligefrem frastødning. Men ved et svagt begær baseret på "skik" og "brug", "mode" eller "forfængelighed" trodser det sin naturlige frastødning, der i virkeligheden er dets beskyttelse, imod de uheldige stoffer og tvinger sig til nydelsen af disse. Efter hver lille nydelse eller "mættelse" vokser begæret efter disse og gør tilsidst så at sige disse til særlige, ekstra, ja, ligefrem uundværlige "livretter".
      Men her kommer kulminationen også før eller senere, når organismen er helt nedbrudt, er blevet et vrag. Da opstår i dybet af et sådant væsens bevidsthed begæret efter en befrielse af denne dets last. Det føler lede ved den. Men denne væsenets følelse af lede ved lasten er i realiteten væsenets tiltagende "mættelse" af denne, selv om den endnu raser som et uudslukkeligt begær i dets fysiske organisme. Men denne lede, hvilket altså vil sige: denne "mættelse", vokser for hver gang væsenet har skejet ud og er kommet endnu længere ned i elendigheden og vil uundgåeligt igennem jordlivene opløse det nedbrydende begær hos individet og føre det tilbage til nye, men mere normale begær. En sådan hunger- og mættelsesperiode er det samme som generalprincippet i et "kredsløb". Det er grundprincippet i al oplevelse af livet. En hvilken som helst oplevelse er ikke nogen matematisk fuldbyrdet helhedsoplevelse, hvis den ikke repræsenterer en tilsvarende hunger- og mættelsesperiode. Dette er naturligvis ikke alene indenfor den daglige ernæring, men gælder absolut alt, hvad der er tilgængeligt for sansning. Alt er "kredsløb". Et væsens liv fra fødslen, til det dør af alderdom, er et naturligt kredsløb, er en balancerende hunger- og mættelsesperiode. Den er baseret på "sult" efter fysisk tilværelse og en "mættelse" af samme tilværelse. Men her gælder det naturligvis også, at for hver "mættelse" af en sådan fysisk tilværelse, vil der komme et endnu stærkere begær eller en "hunger" efter en ny "mættelse" og således fortsættende, indtil kulminationen af "mættelse" i fysisk tilværelse er nået. Da tager begæret eller "hungeren" efter hver ny "mættelse" (hvert nyt jordliv) af, og den fysiske tilværelse bliver ikke ved med at være det levende væsens åndelige "livret". Det begynder at få begær efter en anden form for tilværelse, en kontrast eller modsætning til denne. Det er nemlig "mættelsens" natur at skabe begær efter modsætningen. Alle længes imod modsætningen til det, de er mætte af, eller til det, de har i overflod.