Livets Bog, bind 2
Hvorfor jordmennesket ikke synes om sin "mørke" skæbne
612. At det, endnu med en stor del af sin bevidsthed slumrende i dyrerigets primitivitet og uvidenhed, fremtrædende jordmenneske, i sin dagsbevidsthed ikke synes om lidelsen eller den såkaldte "mørke skæbne" er kun fordi, det her ikke har noget som helst overblik over sin egen evige kosmiske tilværelse og dets herpå baserede tilsvarende uendelige livsrum. Det er jo kun bevidst i sit lille lokale fysiske livsrum og dettes særlige små detaljer. Men dets hunger efter mentalt lys eller mentalt velvære viser, at det i stærk grad har begyndt sin store "kosmiske indånding", der efterhånden vil fylde hele dets bevidsthed. Denne "indånding" bliver til kendsgerning igennem det, vi kalder "udvikling", der jo ikke er noget som helst andet end individets "indånding" af "kosmisk luft", hvilket igen vil sige: intellektualitet, liv og kærlighed.