621. Vi er hermed ved at være nået til vejs ende med hensyn til det, vi ville gøre os klart igennem ellevte kapitel i "Livets Bog", nemlig "tankeklimaer", idet denne realitet udgør det endelige resultat af "kosmisk kemi". For at levendegøre nævnte realitet har vi gennemgået et meget omfattende materiale og været i berøring med alle de hovedproblemer, hvorigennem det jordiske menneske har særlig tilknytning til denne altgennemtrængende manifestation. Vi har således set denne guddommelige foreteelse i en sådan dybde og højde, at det er blevet til kendsgerning for os, at "tankeklimaer" er selve det levende væsens "livsånde". Det er den "livsånde", Gud "indblæste" Adam. "Tankeklimaer" er således det evige livs "luft". Ingen manifestation eller skabelse, ingen kærlighed, ingen sympati, intet lys, ja, ingen som helst oplevelse af liv kan forekomme uden at være et jegs jongleren med denne altgennemtrængende levende "luft". Vi har set, at nævnte jegs dybeste eller mest stille og lønlige suk såvel som dets mest tordnende og larmende frembrusen, ja, hele dets samlede skæbne, dets vandring igennem reinkarnationerne eller livene i spiralernes evige kredsløb, dets daglige livs glæder og sorger, ægteskab og forældreskab, rigdom og fattigdom, sygdom, sundhed og velvære, primitivitet og genialitet osv. altsammen uden undtagelse er "tankeklimaer" og dermed udgørende atmosfære, skyer, regn og solskin, lys og farvestrålende morgen- og aftenrøde på det evige livs umådelige himmel. Bag hele denne atmosfære af skabelsens mangfoldighed, bag disse levende kontinenter af manifestationsvælde, fandt vi den altbeherskende livets Herre. Vi så et "noget", der "talede, så skete det", det "bød, så stod det der". Ja, vi så, at al skabelse, enhver frembringelse direkte kun blev til på et ønskes bud, og at vi således her var ved den "kosmiske kemis" dybeste analyse. I vort eget væsen fandt vi denne livets herre, og i vor egen skabelse denne guddommelige ønskemanifestation. Vi opdagede os selv som identiske med Guddommens udtrykte "billede efter hans lignelse". Hans eksistens åbenbarede sig lyslevende i vor egen tilstedeværelse i verdensaltet. Bibelens beretning om Guddommens mirakuløse skabelse eller ønskemanifestation var blevet til levende virkelighed i vort eget kød og blod. Imellem os og stoffernes reaktion eksisterede der absolut ingen anden bro end "urbegæret", hvilket i realiteten vil sige: vort eget ønske. Igennem dette ønske knyttede vi os til materien eller stoffet. Og kun igennem dette vort evige ønske om tilværelse iscenesætter vi den permanente stofreaktion, vi kalder "skæbne". Og denne iscenesættelse er jo det samme som "kosmisk kemi", ligesom dens ophav udgør den "kosmiske kemiker".
      Men det var ikke alene vor egen identitet og skabelse, vi fik at se som henholdsvis udgørende den "kosmiske kemiker" og "kosmiske kemi". Vi blev også vidne til, at al skabelse i naturen, i de levende væsener, i mikrokosmos og makrokosmos såvel som mellemkosmos, var selve Guddommens livsytringer, var Guddommens bevidsthed, var hans tale, blevet levende på hans ønskes bud. Igennem livsmysteriets tolv grundfacitter så vi, at al denne skabelse i sin totale vælde ikke alene var "såre godt", men at hele verdensaltet i sit slutfacit resulterede i kulminerende kærlighed, og at denne stofreaktion eller bevidsthedsudfoldelse således er selve livets kulmination. At tilegnelsen af denne guddommelige form for livsoplevelse udelukkende sker på basis af vort ønske som en tilfredsstillelse eller mættelse af en forudgående hunger, og at alt liv udelukkende kun kan eksistere som en sådan "mættelse" af "hunger", gør jo kun kærlighedsfacittet endnu mere urokkeligt og strålende, samtidigt med at det i virkeligheden er den eneste eksisterende basis for al tilværelses detaljering eller kolorit. Hvis ikke alt blev til på hungerens eller begærets bud, ville enhver form for livslyst jo være en umulighed. Og hvis ikke enhver ting resulterede i mættelse, ville der ingen tilskyndelse blive til nogen som helst form for nyskabelse eller frembringelse af modsætninger eller kontraster i livets oplevelse. Og uden kontraster ville enhver form for sansning være umulig. Og uden sansning ville der ikke eksistere nogen som helst form for liv. Det, vi kalder kærlighed, har således også sin kontrast. Det er denne kontrast, der udfolder sig som "det dræbende princip", det såkaldte "onde" eller mentalt "mørke". Vi har set, at dette princip også er nødvendigt i kredsløbet eller spiralen, thi ellers ville det være umuligt at opnå hunger efter kærlighed, efter lys og velvære, der jo er nævnte princips kontrast.
      At mættelsen af kærlighed eller guddommeligt lys og velvære ligeså realistisk eksisterer, bliver til kendsgerning igennem alle de væsener, der i dag lever i mørket, lever i "det dræbende princips" område. De ville nemlig aldrig nogen sinde kunne være kommet til dette område, hvis de ikke i forvejen havde haft "hunger" efter det. Men denne "hunger" efter mørket kunne umuligt blive til uden på basis af "mættelsen" af dens kontrast, hvilket altså vil sige: mættelsen af lyset.
      At alle de levende væsener, der nu lever i mørket, har haft en sådan hunger, bliver urokkeligt bekræftet igennem selve "udviklingsstigen". Her ses det tydeligt, at væsenerne fra "salighedsriget", igennem mineralregionen, igennem "planteriget", ind i jordmenneskeregionen mere og mere søger nedad imod kulminationen af "det dræbende princip". At denne, fra lys til mørke nedadgående bevægelse, er et realistisk ønske hos de pågældende væsener selv, kommer i overdådig grad til syne i vore forfædres idealer eller moralforskrifter. Gik vejen til "Valhal" eller disse væseners "himmerige" ikke netop igennem udfoldelsen af "det dræbende princips" "heltemoral"? - Ja, det var endog "syndigt" at dø en naturlig død ved alderdom. En sådan død gav ikke adgang til gudernes yndest eller til "heltemoralens" belønning: flæsk og mjød og unge kvinder eller "valkyrier". Den naturligt døde, altså det væsen, der i virkeligheden var mest i kontakt med livslovene, måtte i det hinsidige, som en paria, nøjes med "Helheim", en slags spindelvævsfyldt, skummel og trist livets kælderetage.
      At denne "heltemoral" har eksisteret er en kendsgerning. Det er dens efterladte "C-viden" eller vanebevidsthed i de nuværende jordmenneskers kød og blod, der ligger til grund for alt militærvæsen. Sålænge dette ikke kan undværes i jordmenneskesamfundet, befinder det sig endnu i forfædrenes hedenske fodspor. At der er kræfter, der i form af "kristendom" eller læren om humanitet har begyndt at kunne få samfundet bort fra denne fra fortiden fulgte eller nedarvede blodige vej, bekræfter jo kun, at mættelsen af den hedenske tradition, mættelsen af blodsudgydelsernes moral er i stærk tiltagen, og at hungeren efter dens kontrast i samme grad er stigende. Det er denne "hunger", der ligger til grund for, at humanitetens eller kærlighedens energier i form af "kristendom" har begyndt at kunne gøre sig gældende, selv om disse endnu i realiteten kun er "A-viden" og "B-viden" og således mere er vågen dagsbevidsthedsmæssig teori, end de er praktisk vanebevidsthed.
      Igennem vort studium af livsmysteriet, er vi således her kommet til erkendelsen af jordmenneskehedens plads i spiralen eller det store kredsløb. Vi har set, at den befinder sig i passagen af kulminationen af dens "mættelse" af oplevelsen af "det dræbende princip". Alle dens længsler og begær, idealer og mål går nu i retning af at blive identisk med "hungeren" efter fuldkommenhed, humanitet og kærlighed. Og med stadfæstelsen af denne jordmenneskets plads i spiralen eller kredsløbet har samme væsen altså fundet det absolut højeste eller fuldkomneste grundlag for tilrettelægningen af sin "kosmiske kemi", livsoplevelse eller skabelse af sin skæbne. Verdenspanoramaets struktur, dets kærlighedslove eller kulminerende logik er blevet dets højeste og mest intellektuelle undervisning. Med denne levende undervisning fra Guddommens egen livsytring er det her blevet i besiddelse af den bedste beskyttelse af sin egen skæbnes logiske styrelse hen imod livets harmoni, hen imod Guddommens væsen, hen imod sin egen salighed.