Livets Bog, bind 2
Erindringerne fremtræder i to faser
635. Erindringen giver os således evnen til at genkende princippet eller kernen i beslægtede oplevelser. Og vi kan derfor inddele den i to faser. Den første fase er den, i hvilken vi alle oplever den som ren og skær "hukommelse", og hvor den giver os en klar detaljering af en særlig bestemt oplevet foreteelse. Den anden fase er den, i hvilken den ikke mere udgør en klar bogstavelig detaljering af den oplevede særlige foreteelse og derfor kun er tilbage i bevidstheden som en kundskab om foreteelsens princip eller kerne.
      Men et kendskab til en foreteelse, hvis detaljer vi ikke mere "husker", fornemmer vi ikke mere som en "erindring". Nu er den nærmest at betragte som en ny evne eller et talent. Hvis vi tænker os, at et væsen i sit nuværende jordliv gennemgår en meget svær sygdom, f.eks. kræft, vil denne oplevelse i dets bevidsthed skabe en fremragende viden om nævnte sygdoms detaljering eller symptomer. I dets nuværende jordliv vil denne viden stå som en meget realistisk eller fundamental "erindring" og udgør altså fase nr. 1. Men når nævnte jordliv forlængst er ophørt, og det igen fødes i et nyt liv, har det ikke mere denne viden som en bevidst "erindring". Men at den, trods dette, alligevel er til stede i dets bevidsthed kommer til syne i dets indstilling til eller forståelse af enhver kræftpatient, det eventuelt måtte møde i det nye jordliv. Det viser sig her, at det i særlig grad har evne til at sætte sig ind i nævnte patients kvaler og lidelser, kan gøre sig den syges tilstand helt levende i sin egen mentalitet. Dette vil igen sige, at det ubevidst kan forbinde dette sit møde med kræftpatientens tilstand med sin egen fortidige, men nu ukendte eller glemte, oplevelse af den samme eller beslægtede ting. Og det er i virkeligheden denne glemte oplevelses princip, der bliver levende for det, uden at det derfor bliver klar over, at dette princips levende billede i dets egen bevidsthed af den andens sygdom i virkeligheden kun er reminiscenser af dets egen oplevelse af den samme foreteelse i en ukendt fortid. Denne levendegørelse af andres lidelser i individets egen bevidsthed sker udelukkende i kraft af en ubevidst mobilisering af dets egne "erindringer" fra fortidige liv, men fremtrædende i fase nr. 2.