636. Hvis væsenet derimod ikke har oplevet noget som helst i retning af kræftsygdom eller en anden sygdom af lignende art, har det ikke noget, ved hvis hjælp det kan levendegøre et andet væsens nuværende sygdom i sin egen bevidsthed og kan derfor ikke realistisk fatte eller forstå den. Og det vil derfor overfor et sådant væsen fremtræde som "koldt" eller "ufølsomt". Med andre ord, det har ingen evne til at føle "medlidenhed". At det ikke har denne evne vil således igen sige det samme som, at det er ude af stand til at fornemme eller sanse andre væseners lidelse i dets egen bevidsthed.
      Vi ser således her, hvor stort et plus det er for det levende væsen at have gennemgået lidelser. Jo flere lidelser, det i tidligere liv har oplevet, desto større erindringskvantum kan det (om end ubevidst) mobilisere eller betjene sig af ved ethvert møde med andre væsener, der befinder sig i lidelse, eller med andre ord, desto større forståelse har det af, hvad det ser eller bliver vidne til. Og i tilsvarende grad som det har virkelig forståelse af, hvad det bliver vidne til af lidelse, desto større medfølelse opstår der i det samme væsens bevidsthed overfor medvæsener i denne lidelse.
      Men det er ikke alene i lidelsesfelter, at erindringerne overføres til fremtidige liv som plus for sanseevnen. Det samme princip gælder naturligvis også i alle andre oplevelsesfelter og skaber også her forståelse. Og med den realistiske forståelse svinder al indignation eller bitterhed bort. Væsenet bliver "tolerant". I samme grad som et væsen igennem jordlivene har fået oplevelser på alle forekommende jordmenneskelige felter eller foreteelser i det dræbende princips zone, i samme grad får det i sin bevidsthed samlet sig erindringsmateriale. Og jo større materiale, det således har i sin bevidsthed, desto mere kan det mobilisere til hjælp for levendegørelsen eller forståelsen af de samme felter, når det bliver konfronteret med disse i kommende nye jordliv. Og desto mere væsenet således i sin bevidsthed kan mobilisere til hjælp for sin forståelse af de forskellige foreteelser, det møder i det daglige liv, desto mere fuldkommen bliver dets optræden overfor disse. Medens det i tidligere jordliv blev fortvivlet og hjælpeløs i sin egen lidelse og ganske ufølsom overfor andre væseners lidelse, bliver det nu ganske rolig overfor sine egne og medfølende overfor andres genvordigheder. Medens det i tidligere oplevelser af andre væseners kontrære forhold til dets egen fremtræden, på grund af uvidenhed (manglende erindringsmateriale i de pågældende felter), var ganske uforstående og derfor blev irriteret, blev vred og hadefuld på disse væsener, bliver det nu (på grund af det senere erhvervede, men nu ubevidste, erindringsmateriale fra de samme felter), fuldt ud virkelig forstående overfor de pågældende væsener. Og hermed falder hele grundlaget bort for indignation og vrede. Væsenet bliver stiltiende, men hjælpende og vejledende, hvor det kan. Og det gamle ord, "den kloge tier altid stille", får her en vis logisk begrundelse. Det er et sådant væsen, der "vender den højre kind til, når det bliver slået på den venstre". Det ved, at ethvert væsen, der manifesterer ufuldkommenhed, ikke ved, hvad det gør, og at al indignation og intolerance imod et sådant væsen derfor er uretfærdig og således både uberettiget og tåbelig.
      Man forstår her den enorme betydning, de fortidige oplevelser har i individets udformning af dets nuværende liv, og hvorledes denne udformning igen får betydning for det samme væsens kommende nye jordliv. Og det er let at indse, at væsener med overdådigt erindringsmateriale fra lidelsesfelter i fortidige jordliv må være ganske anderledes i deres bevidsthed og fremtræden i deres nuværende jordliv end de væsener, der endnu kun har relativt lidet erindringsmateriale fra nævnte liv. Og disse førstnævnte væsener bliver da også her at udtrykke som jordzonens "ældste", selv om denne deres identitet naturligvis er ganske uafhængig af deres nuværende fysiske alder. Det er de ypperste af disse erfaringsrige væsener, vi kalder "vismænd", virkelige "profeter" og "verdensgenløsere". Det er disse sidstnævnte væsener, der er jordmentalitetens "salt" og frier menneskeheden fra fortabelse eller fordærv, alt eftersom den får udlevet lidelseszonen og råber efter livsmysteriets løsning, råber efter fred og harmoni. Det er "verdensgenløserne", der fører menneskeheden imod den højeste kultur, der mere og mere er baseret på ånd og intellektualitet.