Martinus: Livets Bog, bind 3, stk. 1007

1007. "Det levende væsen" kan således kun eksistere som en kombination af et "fast punkt" og "bevægelse". En analyse af "det levende væsen", der kun udtrykker "bevægelse", hvilket igen er det samme som en kombination af mål- og vægtfacitter, er ingen analyse af nævnte væsen, men kun en direkte analyse af materie. Men denne analyse af materien vil aldrig i noget tilfælde kunne blive til eller eksistere uden at være et urokkeligt indirekte bevis for, at der eksisterer noget, der ikke er materie, nemlig analysens ophav. Da dette ophav har kunnet skabe analysen af materien, må det i sig selv være en kontrast til materien, thi det, det ikke eksisterer som en kontrast til, er nemlig totalt umuligt for det at opleve. Det er kun ved vor egen afvigelse fra en ting, at vi kan opleve denne ting. Det, vi ikke afviger fra, er vi ét med. Og det, vi er ét med, kan vi kun skelne der, hvor det er markeret af kontraster, kun der er det tilgængeligt for sansning. Alt, hvad det levende væsen overhovedet kan opleve, er kun dets egen afvigelse fra tingene. Men da tingene er materie og dermed "bevægelse", bliver alle eksisterende oplevelser således urokkeligt identisk med et "nogets" oplevelse af sin egen afvigelse fra "materie", fra "bevægelse". Alle eksisterende oplevelser i tilværelsen, alt, hvad der kan sanses, er således kun dette, at "det oplevende noget" ikke er hverken "materie" eller "bevægelse". I modsat fald ville det altså være ét med "materien" eller "bevægelsen". Men når det var ét med disse faktorer, var der ingen kontraster. Og der, hvor der ingen kontraster er, er der absolut stilhed. Men der, hvor der er absolut stilhed, er der ingen tænkning, ingen viljeføring, ingen oplevelse og dermed intet liv. Livet eller enhver form for bevidsthed, enhver form for oplevelse er udelukkende kun eksisterende som en afsløring af et "noget", der afviger fra materien, et "noget", der derfor ikke er "bevægelse". Men når enhver oplevelse af livet, det være sig både sandhed og usandhed, er en oplevelse af et eksisterende "nogets" afvigelse fra "materien" eller "bevægelsen", turde dette "nogets" absolutte eksistens hermed være uomstødeligt bevist, selv om det naturligvis kun kan blive en "teoretisk oplevelse" for den uindviede læser. Den "absolutte oplevelse" må ethvert væsen jo vokse sig til igennem udviklingen.

Forrige

Næste