1008. Da ingen som helst oplevelse kan blive til uden netop i kraft af, at den er en afsløring af et eksisterende "nogets" afvigelse fra "materie" eller "bevægelse", kan dette "noget" dermed kun eksistere som "bevægelsens" kontrast. Men "bevægelsens" absolutte kontrast kan jo kun være det "faste punkt". Dette "faste punkt" er livets absolutte akse. Om dette punkt drejer hele tilværelsen sig. En hvilken som helst oplevelse af liv kan altså i sin dybeste analyse kun være sit ophavs bevidste eller ubevidste identitetsfornemmelse med dette "bevægelsernes" "faste punkt".
      Det er rigtigt, at denne identitetsfornemmelse, indtil dens ophav har nået "den store fødsel" eller "kosmiske bevidsthed", er indpakket i en "timelig" emballage eller er camoufleret i mål- og vægtfacitter. I dette tidsrum har væsenet derfor ikke nogen særlig glæde af denne sin identitet med det uforanderlige "evige noget", men tror sig ét med "materien", tror sig ét med støvet, med tilintetgørelse, med døden. Men i denne mentale mørkeperiode i dets spiralkredsløb nærer det alligevel dybt i sit indre et mere eller mindre bevidst lønligt håb om denne dets identitet med udødeligheden og dermed med uendeligheden eller Guddommen. Og det er for at stimulere og lette adgangen til den virkelige oplevelse af genstanden for dette håb, at vi her har belyst det "evige noget" i væsenet som udgørende dets eneste absolutte "faste punkt".