Det evige "nogets" stilhed er ikke blot en "grad" af "stilhed", men udgør en absolut total "stilhed", og hvorved samme "noget" bliver identisk med det absolut "faste punkt"
1010. At denne "stilhed", som det "evige noget" i sig selv er, er absolut, og ikke blot er en "grad" af "stilhed", hvilket vil sige: en art "bevægelse", der er så "langsom", at den for vore sanser må forekomme som total "stilhed", bliver til kendsgerning derigennem, at der ingen grænser er for, hvor stor eller lille en "bevægelse" kan forekomme, hvilket igen vil betyde, at der ingen grænser er for, hvor stort eller lille et legeme eller en organisme kan være. Hvem har, og hvem vil nogen sinde få at se det største eller mindste "levende væsen" i tilværelsen? –Er mikrokosmos bag mikroskopet ikke ligeså detaljeret og formfuldt som makrokosmos bag teleskopet? –Tror nogen forsker, at han nogen sinde vil kunne finde det absolut "mindste" eller "største" i verdensaltet? –I så fald bliver han i sig selv et af de allerbedste beviser på naivitet. Hvor begynder, og hvor slutter tallene? –Begynder de ikke med nul foran ettallet? –Og kan en talrække blive så lang, at et nul bag ved bliver værdiløst? –Og hvad forstår man ved et nul? –Er det ikke netop udtryk for det uundværlige navnløse "noget"? –Må ikke talrækken begynde ved dette navnløse "noget" og slutte ved samme navnløse "noget"? –Er tallet nul således ikke lig "X1", hvilket igen vil sige: det "faste punkt", medens de andre tal er lig "bevægelsen"? –At dette nul i talrækken i realiteten er dennes "faste punkt" bliver til kendsgerning igennem den omstændighed, at det rent fysisk er dens absolutte midtpunkt. Talrækken består således af tal foran og tal bagefter nullet. Uden denne placering ville den autoriserede talrække i sin helhed være ganske ufuldkommen. Den ville umuligt kunne udgøre det geniale og urokkelige billede af selve uendeligheden, evigheden og dermed af Guddommen, som den nu udgør.
Tilbage til forsiden
Forrige