1014. "Uendeligheden" er således det "faste punkt", omkring hvilket alle andre tal bevæger sig. Et hvilket som helst tal er kun en markering af "det begrænsedes" forhold til "uendeligheden", er en påpegning af forskellen mellem "det begrænsede" og "det ubegrænsede". Men da "nullet" er "uendelighedens" udtryk indenfor talsproget, bliver ethvert tal således det samme som et udtryk for et særligt forhold til "nul" på samme måde, som udsagnsordet i en sætning er udtryk for et særligt forhold til grundordet i samme sætning. Og ligesom sætningen ville være uden mening, ja, slet ikke ville være nogen sætning, hvis vi udelod enten grundordet eller udsagnsordet af den, således vil et tal eller en "sætning" i talsproget være ufuldkommen eller uden mening, hvis vi ligeledes af den udelod enten nullet eller de andre tal. Hvis man udelader tallene af en talsætning og kun skriver nul, udtrykker man udelukkende kun "uendeligheden". Men at udtrykke uendeligheden, er i virkeligheden det samme som ikke at udtrykke noget sanseligt, thi uendeligheden kan ikke sanses. Den kan ikke udtrykkes som "stor" eller "lille". Den har intet mål i længde eller tykkelse. Den har ingen alder. Den er ikke "hvid" eller "sort". Den er ikke "gul" eller "grøn", thi den udgør i kraft af sin identitet med altet alle modsætninger på en gang og bliver derved navnløs eller lig X i sin evige natur. Og det er derfor, at menneskene undertiden fejlagtigt opfatter dens fundamentale udtryk: "nullet" som et udtryk for et "intet". Men vi ved fra "Livets Bog", at et absolut "intet" ikke kan eksistere, men at det, vi udtrykker som "intet", i realiteten er "det usanselige", men alligevel urokkeligt eksisterende "noget" bag sansningen. "Nullet" er således dette "usanselige nogets" urokkelige kendetegn.
Tilbage til forsiden
Forrige