1046. I form af instinkt eller automatfunktion kan væsenet som dyr allerede klart skelne sig selv. Det må derfor siges, at det kan sanse eller opfatte "et". Dernæst kan det, foruden sig selv, også skelne sin mage, hvilket betyder, at det opfatter begrebet "to". Da det også kender forskel på sin mage og et fremmed væsen, sanser det således også begrebet "tre". Da det desuden også til en vis grad kan skelne mellem sit eget afkom og fremmed afkom, kan det således delvis opfatte begrebet fire. Og her er vi hovedsagelig ved grænsen af, hvad dyret kan præstere i form af klart at kunne skelne flerheder. Og det er i virkeligheden også kun, hvad det har brug for i dets selvopholdelsesdrift. At det ikke kan udtrykke denne sin evne i talbegreber er naturligvis givet. Det har det som dyr jo ikke nogen særlig brug for i dets selvopholdelsesdrift. Det er først der, hvor væsenets "underholdningsbegær" eller kunstneriske side er blevet til selvopholdelsesdrift, at dette, at kunne udtrykke sin opfattelse eller fornemmelse af flerheder i den findefinering, som talsystemet giver mulighed for, er blevet til virkelighed. Den kunstneriske side ved væsenet er netop i sig selv kun en udvidet åbenbarings- eller meddelelsesevne. Al kunst er skabt eller er blevet til af meddelelsestrang. Man føler af en eller anden grund glæde ved at skabe tingene og derved se sine tanker manifesterede i materie.