Når væsenet bliver i stand til at benytte sprogalfabetet på ligeså fuldkommen en måde, som det nu benytter talalfabetet, er det ét med "vejen, sandheden og livet"
1051. Og sålænge en tunge kun formår at give udtryk for uendeligheden, evigheden og almagten i sandheder, der kun passer på tid og rum, er det endnu ikke livets absolutte analyser, der formes af denne tunge. Da udgør væsenets lyde endnu kun det vildfarne dyrs råb i junglen efter flokken. Når næstekærligheden kan bringe et væsen til at sætte sprogets alfabet op i sådanne ord og sætninger, at de ligesom talsystemets struktur danner verdensaltets og dermed livets analyse, da lyder Guddommens egen evige røst uhæmmet fra dets læber. Da er det hævet over tiden og rummet. Da er det ét med uendeligheden, evigheden og almagten. Da er det "vejen, sandheden og livet".
Tilbage til forsiden
Forrige