701. At der mellem det barnlige gudesønlige væsen og denne mægtige verdensaltets evige Fader og behersker opstår divergenser er ikke så mærkeligt, ligesom det heller ikke kan være mærkeligt, at reaktionerne af disse divergenser kan fylde det daglige liv med ubehageligheder. Således timeligt, fysisk at være stedet overfor denne evighedens største livskunstner, dette kærlighedens ophav, kræver træning. Væsenerne kan kun langsomt tilvænnes hans nærværelses lyse atmosfære. Kun igennem kærlighedstræning kan deres sanser åbne sig for hans åsyns gennemtrængende strålevæld. Uden denne træning er jordmenneskets sanser uåbnede for virkeligheden. Dets liv er en vandring igennem natsorte, øde og mørke slimhuler, er en dødningedans på det dræbende princips blodige valpladser. Dets åndedræt er savn, sorg, sygdom og lemlæstelse. Dets tale er gråd og tænders gnidsel. "Guds billede" er borte. Det ser endog undertiden sine medvæsener som "fjender", "forbrydere", "djævle", "trolde", "hekse", ja, lever i hele forestillinger om blodtørstige bestier eller rædselsvæsener. Jo, i sandhed, sanserne er her meget tillukkede for Guds åsyns lysvæld. Det ser kun asken eller slaggerne af den flammende højeste ild, fra hvilken dets egen tilværelse får liv, varme og lys. Det ser kun nogle tomme fodspor i sandet af det væsen, i hvis levende favntag det evigt hviler. Ja, det når endog frem til at benægte samme væsens altgennemtrængende stemme, den livets tale, af hvilken det selv er et ekko. Det råber med denne sin materialisme tilbedelsen af døden ud, skønt den aldrig har eksisteret, og proklamerer, i form af hadet til sin næste, forfølgelsen af den almægtige Guddom, hvis tanker og manifestationer ligger bag dets eget åndedræt og hjertes pulsslag. Man forstår her bedre sandheden i de vise ord: "Dåren vandrer trygt der, hvor engle ikke tør træde", samt i gudesønnens erkendelse af, at "hvad I har gjort imod disse små, det har I også gjort imod mig".