702. Ligeledes bliver sandheden i den ophøjede påmindelse om at "tilbede Gud i ånd og sandhed", igennem ovennævnte, også til åbenlys kendsgerning. Når alt, hvad der eksisterer, er "Guds billede" eller eneste synlige åbenbaring, er det givet, at et enkelt væsen eller en enkel ting umuligt kan være andet end en lokalitet eller en brøkdel af "Guds billede" og ikke helheden. Men når det, vi ser af "Guds billede", ikke er helheden, vil en dom, der kun er baseret på den brøkdel, vi ser af samme billede, jo umuligt kunne være et retmæssigt udtryk for helheden. At antage brøkdelen for helheden er jo et falsum. Og det er på sådanne falsummer, ethvert væsens gudsdyrkelse er baseret, der tillægger Gud en særlig bestemt væremåde, medens alt, hvad der er udenfor denne væremåde, tillægges et andet ophav, tillægges en "fjende" af Guddommen, tillægges "djævelen". Således i højeste instans at frakende Guddommen visse særlige manifestationsformer, som man selv ikke kan lide eller anser for at være "syndige", er jo det samme som at forme eller skabe. Resultatet heraf kan derfor kun være en "skabt realitet". Det resultat eller produkt, vi således på denne måde har skabt, kan derfor ikke i noget som helst tilfælde være et retmæssigt udtryk for Guddommen, men er derimod et stabilt udtryk for vor egen mentalitets begrænsning. At udtrykke dette billede som Guddommen er "afgudsdyrkelse".
      Når vi således tillægger Guddommen alt det, vi synes, der er godt og behageligt, men derimod tillægger djævelen alt, hvad vi ikke synes om, alt det, der ikke passer ind i det, vi synes, der er moral og idealisme, vil dette ikke kunne komme ind under begrebet: at dyrke Gud i ånd og sandhed, thi en sådan opfattelse af Guddommen er i højeste grad materialistisk. Vi har taget den materie ud af "Guds billede", vi synes om og kalder denne materie for "Guddommen", medens vi dømmer den øvrige materie i samme "billede" som "djævleværk". Det er altså ikke Guddommen, vi her dyrker, men en bestemt art materie. Da det kun er den materie, der har vor yndest, en materie, der bekommer os særdeles vel, er det i virkeligheden kun for vor egen behageligheds skyld, at vi netop dyrker nævnte materie, og hvorved det her bliver til kendsgerning, at det i virkeligheden er vort eget selv eller væsen, vi dyrker. Dette dokumenteres eller stadfæstes yderligere som kendsgerning igennem den omstændighed, at vi bliver intolerante eller indignerede på alle, der tillader sig at have blot den mindste skygge af tvivl på eller afvigelse fra vor særlige Gud eller gudsdyrkelsesform. Denne tvivl eller dette fra vor egen opfattelse afvigende gudsbegreb er jo en modstand imod vor erholdelse af vort eget favoritbegreb. Og intolerancen er i dette tilfælde således kun vor selvopholdelsesdrift, der kæmper imod for at forsvare noget, der for os forekommer som en livsbetingelse. Vi befinder os i en slags kamp – ikke for Guddommen, – men for en materie, vi i særlig grad begærer. Vi fører en krig, der har sin rod i nøjagtig samme princip som en hvilken som helst anden krig. At vi kalder denne krig for "hellig vrede" eller "retfærdig harme" forandrer ikke princippet. Det er jo kun den tilsløring eller camouflage, med hvilken vi dulmer en dårlig samvittighed eller forsøger at få denne vor selviske kamp til at se ud som "gudsdyrkelse". At dette i mange tilfælde foregår ubevidst hos os selv gør ikke nævnte "gudsdyrkelse" mindre materialistisk. Den vil stadig ikke kunne udtrykkes som en hengivelse til Guddommen i "ånd og sandhed". Den kan ikke være "i ånd", fordi den er en favorisering af en særlig skabt foreteelse, og "ånd" derimod kun kan være den fælles materie, af hvilken alle skabte ting bliver til. Og den kan ikke være "i sandhed", fordi den er selvisk. Den kan ikke være sand gudsdyrkelse, sålænge den i realiteten udelukkende kun er en tolerance imod foreteelser, der er i vor egen favør og en intolerance eller forfølgelse af medvæsener og ting, der ikke passer ind i dette vort favoritsystem eller denne vor dyrkelse af vort eget selv.