Livets Bog, bind 3
At et væsen kan nære ønsker, der umuligt kan tilfredsstilles i dets nuværende liv, som bevis for, at samme væsens tilværelse strækker sig længere end til dets nuværende organismes varighed
715. Men vi bliver ikke desto mindre i den daglige tilværelse vidne til mange "utilfredsstillede" længsler. Vi ser i mange tilfælde væsener "dø" uden at have opnået deres største længslers mål eller ønskers tilfredsstillelse. Men i følge loven for skabelse eller energiudløsning kan ingen længsel ophøre uden igennem en tilfredsstillelse. Det vil igen sige, at alle de utilfredsstillede længsler, vi enten selv har eller bliver vidne til hos andre, vil blive tilfredsstillet. De repræsenterer en energiudløsning, hvis standsning umuligt kan finde sted uden i den ligevægt, der hedder tilfredsstillelse. At vi eventuelt "dør" inden nævnte energiudløsning har løbet sin linje ud og fundet ligevægt i tilfredsstillelsen, forandrer ikke princippet, idet længsler eller ønsker ikke er fysiske foreteelser og står og falder således ikke med den fysiske organisme. De har rodfæstning og udgangspunkt i individets skæbneelement og overbevidsthed. Og dette er hundrede procents samstemmende med vore tidligere analyser af jegets evighed. At et væsen kan nære meget dybtgående længsler eller ønsker, det umuligt kan få opfyldt, medens det befinder sig i sin nuværende fysiske organisme, bliver således her et nyt medvirkende bevis for, at væsenets tilværelse strækker sig længere end nævnte organismes varighed. Der kommer her til syne, ikke hos et enkelt væsen, men hos millioner og atter millioner af individer, ja, der findes vel ikke et eneste normalt kulturmenneske, der her kan siges at udgøre en undtagelse, en sult eller længsel, som umulig kan tilfredsstilles i de samme væseners nuværende liv. Denne længsel udgør altså en del af hvert enkelt individs mentale struktur, ja, er en uundgåelig faktor ved dette på samme måde som den daglige ernæringsmæssige sult. Men at den skulle afvige fra denne ved at være en sult, hvortil der ikke eksisterede nogen tilfredsstillelse, er stik imod den logik, alle naturlove repræsenterer og lader sig umuligt bekræfte. Derimod viser de nævnte naturlove med al mulig klarhed og overvældende kraft, at der er tilfredsstillelse for en hvilken som helst normal længsel eller for et hvilket som helst normalt ønske, der så end måtte kunne opstå i ethvert væsens mentalitet, og at denne af ønsker og længsler bestående mentale sult i realiteten er ligeså normal og livsbetingende et gode som den almindelige sult og ligesom denne udelukkende kun eksisterer for, at væsenet kan komme til at opleve det velvære, som tilfredsstillelsen af denne er.
Symbol af Martinus
Symbol 11
Livsmysteriets løsning