Livets Bog, bind 3
Forældreprincippet er ingen hindring for væsenets identitet som øverstbefalende i sin egen organismetilblivelse
721. Ved hjælp af denne kendsgerning i forbindelse med den bevisførelse af udødelighed, som "det treenige princip" og øvrige grundfacitter afslører, vil vi se lidt på de levende væseners nuværende fysiske organismer. Bag hver enkelt af disse eksisterer det evige "X1" og "X2" eller jeget og dets overbevidsthed. Disse to "X'er" udgør igen, som læserne bekendt, væsenets evige del eller den del af væsenet, der eksisterede før den nuværende fysiske organisme og ligeledes vil komme til at eksistere efter dennes undergang. Dette evige noget har altså på et bestemt tidspunkt måttet påbegynde skabelsen af sin nuværende organisme. At denne skabelsesproces blev et sammenspil med to andre væseners energiudfoldelse, og disse derved blev "forældre" til den ny organisme, afkræfter ikke nærværende analyse. Tværtimod, dette er en nødvendig foreteelse, vi senere skal komme tilbage til i "Livets Bog". Nævnte sammenspil forhindrer således ikke væsenet i at udgøre det absolut øverstbefalende eller øverste viljeførende noget i denne organismetilblivelse.
Symbol af Martinus
Symbol 11
Livsmysteriets løsning