Livets Bog, bind 3
Alle former for krige er ikke en kamp for eller imod lyset, dets besiddelse er alles dybeste ønske, men udelukkende en kamp om lyset eller idealernes forældede hylster, terminologi eller sprogmæssige iklædning
726. Vi har således her set, at de største profeters og verdensgenløseres idealer ikke alene stadig står ved magt, men endog bliver mere og mere lysende. At der er visse mennesker, der stempler disse ord og sætninger, der blev kanaler for idealerne eller lysets stråler ind til jordmenneskehedens mentalitet, som overtro og naivitet, forandrer jo ikke idealernes eller lysets tilstedeværelse som kendsgerning. At de fysiske ord, der blev terminologi for lyset, ikke kan blive ved med at være "tidssvarende" er naturligvis selvfølgeligt. Det menneskelige sprog står ikke stille, men er ligesom alle andre ting underkastet udviklingens eller forvandlingens lov. Det er underkastet "skik og brug" og "mode". Men at der er et umoderne hylster omkring et guldsmykke forringer jo ikke selve smykkets reelle værdi. At der er en forældet terminologi omkring det evige lys kan ikke borteliminere den strålekraft, det allerede har fået i millioner af hjerter og sindelag. Og alle nuværende religionskampe, hvilket i virkeligheden vil sige alle former for krige, er således dybest set kun en kamp om idealernes eller lysets forældede terminologi eller hylster og sprogmæssige iklædning.
Symbol af Martinus
Symbol 11
Livsmysteriets løsning