732. Idet vi er kommet så langt i livsmysteriets facitrække og på så grundig en måde har stadfæstet væsenernes genfødsel eller udødelighed, er det ikke vanskeligt at se, at vi her har fundet den urokkelige realitet, der som vi senere skal se, tilintetgør de levende væseners hidtidige forestillinger om uretfærdighed og skæbnernes udløsning som udtryk for tilfældigheder. Idet vi har fået dokumenteret, at væsenernes ønsker i kraft af loven for bevægelse ikke kan standse eller ophøre uden i kraft af tilfredsstillelse, og denne tilfredsstillelse for en masse ønskers vedkommende i henhold til disses bevægelses- eller baneudstrækning først vil kunne indtræffe på et tidspunkt, der ligger mere eller mindre inde i en fjernere fremtid end den, hvortil de pågældende væseners nuværende fysiske organismers eksistenstid kan nå, har vi gennem genfødslen eller reinkarnationen det middel, ved hvilket det bliver muligt for jeget at skabe en ny fysisk organisme, hvorigennem det så kan opleve nogle af de ønskers opfyldelse, det ikke fik oplevet i det foregående jordliv eller den forrige organismes eksistenstid. Og de ønsker, der eventuelt er af en endnu længere bane end den, den ny organismes eksistenstid udtrykker, vil så kunne opfyldes i senere eller efterfølgende fysiske organismers eksistenstid. Tiden spiller således ingen rolle. Væsenet bliver igennem genfødslen ganske herre over tiden.