Martinus: Livets Bog, bind 3, stk. 745

Ved at benægte reinkarnation vil de kirkelige autoriteter være uden det logiske mellemled, der forbinder de store religiøse facitter med virkeligheden. – Et evigt liv efter døden kan ikke retfærdiggøre væsenernes nuværende uforskyldte lidelser, ligesom et evigt liv ikke er noget, der kan opstå. – Et uskyldigt væsens korsfæstelse for de skyldiges synder kan heller ikke erstatte det manglende logiske led mellem de overleverede facitter og det virkelige liv, ja, vil endog blive mere og mere synlig som en besudling af den alkærlige rene Guddom

745. Men midt i denne kirkelige opløsningsproces stråler de evige facitter stadig urokkeligt frem for den, der har evne til at se dem, og er ligeså lysende og uforanderlige, som da de udgik fra deres store ophavs munde. Og det er da egentlig også det, alle de stridende parter inderst inde meget gerne vil have, at de skal gøre. Men med de samme parters endnu spæde begyndende intelligensmæssige udredning af facitternes ægthed og berettigelse støder de alle på en tilsyneladende uoverstigelig mur. Denne mur er spørgsmålet om udødelighed. Da man i den kirkelige, kristne religion slet ikke lærer væsenerne noget som helst om genfødelsen, ja, man ligefrem benægter dens eksistens, har man her fjernet det logiske mellemled, der forbinder de evige facitter med den levende virkelighed eller væsenernes efterhånden ret anseligt voksende erfaringssamling. Og jo mere religionens præster eller autoriserede tjenere søger at benægte denne genfødsel, desto mere vil de afspore deres religion af intellektualitetens lysende bane. At de i deres foreløbige hjælpeløshed tror at kunne bøde på denne afsporing ved at docere et "evigt liv" efter det nuværende kan aldrig bringe væsenerne tilbage til den nævnte intellektuelle bane, der er de nævnte facitters urokkelige underlag. Et "evigt liv" efter døden kan ikke retfærdiggøre væsenernes nuværende ganske uforskyldte lidelser, rent bortset fra, at et "evigt liv" ikke er noget, der kan opstå. Et liv, der kan opstå, kan ikke være evigt, men må nøjes med at være en timelig realitet. Det vil ligesom alle andre timelige ting repræsentere alder. Ligeledes kan det heller ikke bøde på væsenernes nuværende særlige ukærlige eller smerte- og dødbringende handlinger imod andre væsener, at et andet væsen er blevet korsfæstet eller straffet for disse synder, ligesom samme omstændighed da heller ikke synes at kunne være særlig i Guddommens favør. Hvis han kan fritage menneskene fra straf ved at lade et enkelt væsen korsfæste, kan han vel også fritage væsenerne fra straffen uden denne korsfæstelse? At forlange, at et uskyldigt væsen skal ofres, for at de skyldige kan gå fri, er da et krav, der ikke kan være et almindeligt jordmenneske værdigt. Hvordan kan det så være en guddom værdigt? – Tror man ikke det er en lille røst fra hedenskabets eller fortidens barbari, der her endnu kan høres? –

Symbol 11

Livsmysteriets løsning

Forrige

Næste