747. Igennem vor analyse af talenternes udvikling fik vi set, hvorledes det rent praktiske liv forbinder sig med de store facitter som en naturlig realitet og derved bliver et højeste udtryk for et i en kulminerende retfærdighed og kærlighed fremtrædende genialt, guddommeligt skabevælde. Og i kraft af samme analyse af talentets tilblivelse så vi, hvorledes væsenets nuværende liv og skæbne var en fuldkommen, af væsenets handlemåde, ønsker og længsler i et tidligere liv formet, fortsat oplevelse af liv. Og vi så yderligere derigennem, hvorledes væsenet på samme måde med sin nuværende handlemåde, ønsker og længsler allerede begynder at udforme og præge sin fremtidige skæbne i kommende liv. Vi så, at dette, at væsenerne fremtrådte i trin eller var underkastet udvikling, ikke var for at skabe lykkeligere forhold for "fremtidige" væsener, men udelukkende kun for at skabe lyse og fuldkomnere forhold for de nulevende væsener selv i deres "egen" tilværelse i kommende liv. Men dermed blev væsenernes skæbneproblem således hundrede procents soleklar eller åbenlyst som værende i en kulminerende kontakt med den retfærdighed eller kærlighed, hvormed naturen i alle andre foreteelser åbenbarer sin vælde. Vi så, at den uimodståelige længsel imod en højere bevidsthedsmæssig position eller fuldkomnere tilværelse, der er i ethvert væsen, dermed fik mening, thi samme længsel kan derved blive tilfredsstillet og bliver det. Det væsen, der har ønsket en sådan position og har arbejdet og trænet eller øvet sig i nævnte tilfredsstillelses favør, kan altså ikke gå glip af oplevelsen af denne tilfredsstillelse, selv om dets nuværende fysiske organisme går under.
Tilbage til forsiden
Forrige