748. Ja, en sådan undergang bliver endog ikke alene nødvendig, men også i stor udstrækning en ligefrem forbedring. Hvad mener man om et menneske med defekt eller vanfør organisme? –Vil det ikke være en guddommelig velsignelse for et sådant væsen at kunne se frem til muligheden for skabelsen af en ny, fejlfri eller fuldkommen organisme? –Vil det samme ikke gøre sig gældende for væsener med kroppe, der binder dem til oldingetilstanden? –For væsener med sådanne gamle og udslidte legemer vil genfødslen jo ligefrem være en opstandelse i et nyt forherliget legeme, der igen kan give dem oplevelsen af en ny strålende ungdom, gøre sig gældende i en ny skabende manddom og hvile ud i en ny salig alderdom. Men det er jo ikke alene dette overdådigt rindende væld af guddommelig velsignelse, genfødslen bærer i sit skød. Den åbenbarer også til fuldkommenhed universets strålende retfærdighedslov eller dette, at altet er kulminerende kærlighed. Med oplevelsen af det udødelige jegs evne til igennem sin evige overbevidsthed stadig at kunne erstatte en defekt, beskadiget eller opslidt organisme med en ny, viger hele skæbnemysteriets tætteste slør bort for vort blik som dug for solen. Og vi ser nu denne skæbne i et altoverstrålende himmelsk lys. De før så tætte uigennemtrængelige mørke skygger, vi foregøglede os som uretfærdighed, helvede, djævleværk eller det onde, ligger nu i alle detaljer fuldt badet i dette overjordiske lys. Og vi ser, at vi hver især i dag befinder os lige midt i, ikke alene en evig tilværelse, men også lige midt i vort eget resultat af denne vor evige væren. Vi ser, at vor nuværende skæbne og den heraf følgende daglige mere eller mindre lykkelige eller ulykkelige tilstand ikke er et blot og bart resultat af vort nuværende korte fysiske jordliv og heller ikke kan være et resultat af tilfældigheder, men i sig selv kun kan eksistere som et dominerende resultat af en forudgående uendelighed af skabelsesprocesser, viljeudløsninger og ønskeopfyldelser, vi selv har iscenesat og oplevet. Den fysiske skæbne er den arv, det udødelige jeg eller evige væsen, på grund af den kærlighedslov, der bærer universet, giver sig selv med over i ethvert nyt fysisk liv. Og igennem dette vort klarsyn bliver ethvert væsens nuværende mentale trin en selvfølgelighed, ligesom det bliver en kendsgerning, hvorfor ikke alle væsener i deres nuværende liv er født på det samme trin eller har den samme mentale begavelse eller intellektualitet og ikke har fået den samme lykkelige eller lyse skæbne.
Tilbage til forsiden
Forrige