753. Men med oplevelsen af en så overdådig fylde af kulminerende intellektualitet både i skygge- og lysregioner blev en levende virkelig Guddom yderligere til kendsgerning for os. Uden tanke, vilje eller bevidsthed kan ingen intellektualitet manifesteres. Intellektualitet kan kun eksistere som en bevidsthedsegenskab. Hvis ikke verdensaltet var bevidsthed, ville enhver form for intellektualitet i dets manifestation jo være en absolut umulighed. I livsmysteriets løsning mødte vi således den virkelig levende sande Guddom og dennes særlige bevidsthedsudfoldelse overfor os samt vor egen tilbagerefleksion på denne udfoldelse. Vi oplevede, at vort liv var en personlig korrespondance med Guddommen. Ja, vi fik lagt grunden eller fundamentet til, at denne vor korrespondance med Guddommen eller det, vi kalder vor skæbne, kan begynde at blive en levende bevidst samtale med denne vor evige Fader og hele vor tilværelse dermed blive et bevidst personligt samvær med ham, kan blive en levende gensidig tankeudveksling, der er ligeså personlig og levende som den, der finder sted mellem en almindelig fysisk fader og søn. Ja, vi fik åbnet adgangen til at leve personligt sammen med Guddommen på en måde, som vi ellers kun plejer at leve sammen med vor næste. Guddommen blev endog synlig i kød og blod, idet vi opdagede, at han netop var denne vor næste, og at hans røst, hans tale til os, hans kærlighed, opdragelse og undervisning såvel som underholdning udelukkende kun kan manifesteres igennem denne næste. Det, vi således gør imod denne næste, gør vi imod Guddommen. Besværliggør vi livet for denne næste, besværliggør vi Guddommens opfyldelse af vore egne ønsker, længsler og mål, thi Gud kan kun manifestere denne opfyldelse igennem vor næste. Vor næste er Guddommens manifestationsredskab, hans organisme, hans fysiske sanseorganer og bevidsthed.
      Da dette blev levende for os, blev vejen ud af det mørke, der i virkeligheden kun er vor egen uvidenhed, således åbenlys og dermed lettere tilgængelig og meget farbar. At vi skulle elske denne næste som os selv blev selvfølgeligt, thi det blev nemlig også den eneste måde, hvorpå vi kunne komme i virkelig kontakt med altets ophav og vise dette vor kærlighed. Vor næstes sanser er de absolut eneste, igennem hvilke Guddommen overhovedet kan sanse eller fornemme vor eksistens, ønsker og længsler. Det, vi gør imod vor næste, gør vi som før nævnt imod Guddommen. Og det, vi gør imod Guddommen, kan han ikke undgå at svare os på. Kærlighedsloven virker så overdådigt i Guddommens eget legeme, at de overleverede sandheder: "Det, et væsen sår, skal det høste", – "søger og I skulle finde, banker og der skal oplades, beder og I skulle få" blev til videnskabelige kendsgerninger.