754. Med afsløringen af vor næstes identitet som Guddommens sanseredskab overfor os er det givet, at vort forhold til denne næste er vort virkelige og sande forhold til Guddommen eller udgør det i vort væsens udtryk, der direkte rammer Guddommens sanser. Og det er dette vort direkte væsen imod vor næste, der bliver vor direkte henvendelse eller særlige forhold til Guddommen. Og hvad er mere selvfølgeligt, end at det bliver denne vor direkte henvendelse til Guddommen, der i første række bliver basis for Guddommens reaktion eller gensvar overfor os? –
      Da jordmenneskene ikke plejer at regne deres forhold til næsten identisk med deres forhold til Gud, er det ikke så mærkeligt, at deres korrespondance eller vekselvirkning med denne Guddom er meget forkludret og primitiv, ja, forekommer endnu som det rene hedenskab. At de nævnte væsener ikke altid synes at blive "bønhørt" i deres henvendelse til ham bliver her let at forstå, thi hvad er det for henvendelser, de har manifesteret? – Er det ikke således, at de i mange tilfælde er gået langt udenom de sanser, igennem hvilke Guddommen skulle fornemme dem? – At der har været øjeblikke, hvor de i fortvivlelse har råbt til himlen, har manifesteret lange ordstrømme af bønner, har givet Guddommen løfte om bod og bedring, hvis de blot blev bønhørt, eller de har sendt lovsange, glædesytringer og hyldest til Guddommen over oplevet lykke og velvære er naturligvis nok en slags henvendelse til Guddommen, men kan aldrig få andet end en hviskemanifestations styrke, sålænge de bedende ikke kender eller accepterer sin næstes identitet med Guddommen, hvilket her vil sige: elsker denne næste. Der forekommer således to slags henvendelser til Guddommen, nemlig: den almindelige form for "bøn" og så væsenets daglige forhold til sin næste. Da denne sidste form i al almindelighed slet ikke accepteres som et forhold til Guddommen, er den ofte så drastisk larmende, bloddryppende og nedbrydende, at den førstnævnte form for henvendelse til Guddommen, hvilket altså vil sige væsenets mundtlige bøn til Forsynet, helt fortaber sig i eller overdøves af dette mentale jordskælv. Og den bedende får tilsyneladende intet svar på denne hans bøn. Men hvorledes tror man, det ville gå, hvis vi henvendte os til et af vore medmennesker med en eller anden sagte hviskende mundtlig, kærlig bøn samtidig med, at vi på anden måde udsatte denne næste for vor dødbringende larmen og støjen, indignation og vrede. Tror man ikke, det ville være svært for nævnte næste at opfatte vor hviskende henvendelse til ham? Og hvor meget tror man, han ville tage vore ord i denne for gode varer, sålænge de overdøvedes af vor indignation og vrede eller ukærlige handlinger? – Tror man ikke svaret på denne vor hviskende henvendelse ville blive temmelig negativt? – Hvorfor skulle svaret på en sådan hviskende henvendelse til selve Guddommen i en lignende situation ikke også blive negativt? – Ville det ikke være for meget at forlange at få svar på en tiltale eller bøn, vi selv har gjort alt for at forhindre Guddommen i at høre? –
      Her vil man måske hævde, at Guddommen jo dog er uafhængig af støjen og lidelserne og ad telepatisk vej vil kunne opfatte vor bøn. Men hvorfor skulle Guddommen udelukkende kun være at få i tale ad en slags telepatisk vej der, hvor han er meget let tilgængelig ad fysisk vej? – Telepati er en guddommelig egenskab, ved hvis hjælp man eventuelt kan komme i forbindelse med medvæsener, der er bortrejst eller på anden måde befinder sig udenfor vore almindelige fysiske sansers rækkevidde. Men en sådan telepatisk forbindelse, hvilket vil sige: psykisk tankeoverføring, vil absolut ikke være påkrævet i situationer, hvor vi har rig fysisk adgang til Guddommens – sansesæt. Og denne adgang er i langt større udstrækning til stede ved vor fysiske henvendelse til medvæsenerne, end man almindeligvis er vante til at antage.