755. I vor børnelærdom hedder det: "Når du beder, da gak ind i dit kammer, og luk din dør, og bed til din Fader, som er i løndom, og din Fader, som ser i løndom, skal betale dig". Denne forskrift er naturligvis fuldstændig korrekt, når der er tale om at stabilisere disciplens bevidsthedsmæssige eller mest intime personlige kontakt med selve det højeste væsen. Hvad er denne anvisning andet end netop et udtryk for f.eks. den meditation, igennem hvilken vi lige er kommet til erkendelse af selve livsmysteriets løsning? – Det "kammer", der her er tale om, er ikke udelukkende kun et rum med fire vægge og en aflåset dør. Det ville i så tilfælde blive temmeligt trist for de mange mennesker, der i vore dage går rundt og hverken har kammer eller hjem. Når forskriften henviser til et sådant kammer, er det naturligvis for at tilkendegive, at man hellere må bede i et sådant end at stille sin intime bøn, hvilket vil sige: sin meditation eller særlige mundtlige henvendelse til Guddommen, til skue på gader, stræder eller andre offentlige steder eller i forsamlinger, således som det i stor udstrækning er blevet mode eller skik og brug indenfor de religiøse bevægelser. Men den nævnte forskrift har også et andet og endnu større formål med at henvise til kammeret, nemlig, dette at udtrykke, at den bedende og Guddommen må komme i en sådan kontakt med hinanden, at bønnen faktisk bliver en personlig intim samtale imellem dem uden indblanding af uvedkommende forstyrrende eller kontrære væsener. Forskriften leder altså til en direkte personlig henvendelse til et usynligt forsyn eller en guddom, ganske udenom noget kendt synligt medvæsens medvirken. Forskriften bliver derfor særlig opmuntrende eller stimulerende i en sådan situation, hvor vor bøn er af en så intim eller lønlig tankeart eller ønske, at man vægrer sig ved at betro sig til selv sin bedste ven eller mest fortrolige, idet man i forvejen ved, at man her ikke vil finde forståelse. Her er den intime indstilling på Guddommen ikke alene berettiget, men også absolut nødvendig, hvis en bønhørelse overhovedet skal opnås. Denne vor henvendelse er nemlig, som vi senere skal se, i stand til at udløse en telepatisk forbindelse med Guddommen.
      Her vil man måske indvende, at da næsten er det samme som Guddommen, skulle der ikke kunne opstå en situation, i hvilken man vægrer sig ved at udtrykke sig overfor denne sin næste. En sådan vægring vil jo være det samme som at vægre sig overfor Guddommen. Men det er ikke helt rigtigt. Denne vor omtalte næste udgør ikke Guddommens helhed, men udtrykker derimod kun en særlig bestemt sanseevne i Guddommens mentalitet. Og igennem denne næstes sanseevne kan Guddommen umuligt opleve andet, end netop hvad denne næste kan fatte eller forstå. Nævnte næstes sansemæssige begrænsning er begrænsningen af, hvad Gud kan opleve igennem ham. Hvis vi nu f.eks. befinder os i en sådan situation, at vi repræsenterer et mentalt felt, en tankeart eller et ønske, der ikke er nogen i vore omgivelser, der kan forstå eller fatte, så vil Guddommen heller ikke kunne fatte eller fornemme denne vor mentale tilstand igennem eller ved hjælp af disse omgivelser, idet disse ikke kan være Guddommens retmæssige sanseredskaber i det pågældende felt. At dette er rigtigt, bliver netop til kendsgerning igennem den misforståelse, antipati eller forfølgelse, den nævnte særlige situation ville gøre os til genstand for i tilfælde af, at vi afslørede den for disse væsener.