757. Som vi her har set, betyder denne unddragelse ikke, at foreteelsen er et "noget", der pludselig ved en trylleformular er sprunget frem af "intet", men er derimod en skabelse, der ved hjælp af en indsats af psykiske kræfter blev mulig i en situation, hvor de fysiske kræfter ikke slog til. Et "mirakels" fremkomst er altså en ligeså naturlig ting som enhver anden form for skabelse, men ville ikke kunne udløses, hvis ikke de førnævnte psykiske væsener hinsides det fysiske plan eksisterede. Disse overfysiske væsener, der forøvrigt også er nævnt af Kristus, idet han siger: "Er ikke alle disse tjenende ånder udsendte til hjælp for dem, som skulle arve salighed", udgør som nævnt Guddommens sanseredskaber i situationer, hvor de fysiske væseners sansebegavelse svigter. Det er også disse væsener, der bliver udtrykt som "engle" og undertiden symboliseret som menneskelignende væsener med vinger. Disse vinger symboliserer netop deres overjordiske natur som væsener, der kan "bevæge" sig mellem deres hjemsted "himlen", hvilket vil sige: den førnævnte psykiske eller åndelige sfære, og den fysiske eller jordiske sfære.
      I kraft af denne usynlige hærskare af væsener, der således i virkeligheden omgiver de fysiske sfærer, vil intet levende væsen kunne være afskåret fra forbindelsen med Guddommen. Disse væsener udgør jo Guddommens sanseredskaber i alle de situationer, hvor vi ikke kan finde forståelse hos vore fysiske medmennesker eller der, hvor disse ikke kan være Guddommens retmæssige sanseredskaber overfor os. De nævnte psykiske væsener bliver således i særlig grad de sanseredskaber, igennem hvilke Guddommen opfatter vor intime enerumshenvendelse eller bøn til ham. At disse enerumshenvendelser eller bønner ikke altid udløser sig i en omgående "mirakuløs" bønhørelse er naturligvis givet. Som vi tidligere har berørt, overdøver eller neutraliserer vi ofte disse vore intime enerumshenvendelser til Guddommen med en altfor drastisk larmende og lidelsesfrembringende natur overfor vor næste og får derved meget vanskeligt her den attråede bønhørelse. Men i alle forhold, hvor vor intime henvendelse til Forsynet ikke forstyrres af vor antipati, indignation eller vrede imod andre væsener eller kolliderer med vor i øjeblikket særligt fremtrædende skæbnebestemmelse, vil enhver normal bøn blive hørt af Guddommen, hvilket vil sige: sanset af de nævnte psykiske væsener. Og vi vil blive hjulpet, støttet og ledet i alle de forhold, hvor vi ikke ad fysisk vej kan blive hjulpet.
      I realiteten bliver det derfor rigtigt, når det hedder: "Beder og I skulle få, søger og I skulle finde, banker og der skal oplades". Alle naturlige eller normale bønner bliver bønhørte, men ikke altid således som den bedende selv ønsker det, men derimod som Gud ønsker det, hvilket igen vil sige: på den måde der i længden bliver til størst velsignelse for den bedende selv, ganske uafhængigt af, hvad han så end selv måtte tænke eller mene om denne bønhørelse i øjeblikket.