Livets Bog, bind 3
Alt er identisk med midlertidigt liv, der er i færd med at blive forvandlet og derved udtrykkende et evigt "nogets" eksistens
764. Hvad er da dette evige liv? – Ja, fra "Livets Bog" ved vi allerede, at det kan udtrykkes som det samlede produkt eller resultat af det levende væsens overbevidsthed, der jo igen er det samme som dets "X1" og "X2". Selve "livet" er i virkeligheden det samme som "X3". Da livet således er et produkt af de to nævnte "X'er", er det i virkeligheden en "skabt ting". Men da en "skabt ting" ikke kan blive til af "intet", men er blevet til af "noget", vil den være det samme som "noget", der er blevet til af et andet "noget". Dette andet "noget" er altså blevet forvandlet. Skabelse vil, som vi før har udtrykt, således kun kunne eksistere som identisk med forvandling. Enhver "skabt ting" vil dermed være en "forvandlet ting". Da livet, som før nævnt, udgør en "skabt ting", vil dette også være det samme som en "forvandlet ting". Men dette er jo også kun, hvad kendsgerningerne viser. Vi har ikke det samme liv som voksne, vi havde som børn. At være "forbryder" udgør ikke den samme livsform som den, at være "helgen". Men ligesom ingen af disse livsformer er evige eller uforanderlige, (barnet bliver voksen, og den voksne bliver olding, "forbryderen" har ikke altid været "forbryder", og "helgenen" har ikke altid været "helgen"), således vil ingen som helst former for det liv, vi ser eller nogen sinde kan blive vidne til, være evige. De udgør kun resultater af tings forvandlinger fra en tilstand til en anden. Og det, vi ser i dag af livet, vil stadig være forvandling underkastet og være helt anderledes i morgen, ja allerede i dag, inden der er gået brøkdele af sekunder. Intet liv kan stå stille. Men ingen forvandling af liv kan finde sted uden at være skabelse. Skabelse og livsforvandling er således identiske. Set på denne måde udgør selve livet, som nævnt noget, der er forvandlet fra en tilstand til en anden. Alt nuværende liv vil således være identisk med noget forudgående, der er blevet forvandlet. Men da dette forudgående atter er noget forudgående, der er blevet forvandlet og således fremdeles, ligesom fremtidigt liv uundgåeligt også vil blive identisk med forvandlet nutidigt liv, bliver livet her synlig som et evigt eksisterende "noget", der skifter form. Og det er denne skiften form, vi fornemmer som livets oplevelse.
      Da alt, hvad der eksisterer eller fremtræder som energi, vibration eller bevægelse, kun kan eksistere som identisk med denne forvandlingsproces, bliver alt, hvad vi ser eller kan blive vidne til, ligegyldig hvad det så end måtte være, identisk med nutidigt liv, der er ved at blive forvandlet. Dette gælder lige urokkeligt, hvad enten vi retter vort blik på mikrokosmos og makrokosmos, eller vi retter det ind på vort eget liv eller mellemkosmos. Alt er liv, der er i færd med at blive forvandlet og udtrykker dermed et evigt "nogets" bag ved fremtrædende eksistens.