779. Efter denne lille udredning af, hvad jeg ønsker at udtrykke ved begrebet "livssubstanser", vil vi nu gå tilbage til vor manifestation af bevidsthedens analysering. Vi kom til "livssubstans nr. 5", der igen er det samme som det, vi ellers plejer at kalde "materie" eller "stof". Inden vi går videre, vil vi se lidt nærmere på de her berørte "substanser". Som læserne ved igennem tidligere analyser her i "Livets Bog" og ligeledes vil få nærmere uddybet igennem dertil fremstillede kommende symboler i samme bog, udgør det levende væsen et treenigt princip bestående af "X1", "X2" og "X3". Vi er allerede indforstået med, at disse tre principper hver især i sin egennatur kun udgør analysen: "noget som er", hvilket altså vil sige, at de alle bliver identisk med "X1" og er som sådan ganske hævet over enhver form for sansning. Når vi derfor ikke desto mindre kan erkende disse princippers eksistens, beror denne erkendelse på et samarbejde mellem de nævnte tre principper, der er tilgængeligt for sansning, der igen er det samme som oplevelse eller det, vi kalder "livet".
      De nævnte tre "X'ers" forhold til "livet" kender vi allerede lidt til, idet vi igennem de tidligere analyser har set, at "X1" udgør jeget i det levende væsen, "X2" udgør dette jegs skabeevne, medens "X3" er et resultat af denne skabeevne og bliver det ydre synlige udtryk for jeget. Det er jo dette synlige udtryk, vi kalder "et levende væsen". Det synlige af det levende væsen er således ikke selve jeget. Dette er i sig selv ganske hævet over synlighed, idet det er forud for synligheden. Denne kan jo kun eksistere som noget, jeget frembringer. Af denne frembragte synlighed kan vi erkende skabeevnen, der igen afslører sig som en underordnet egenskab, kontrolleret og ført af noget usynligt eller utilgængeligt for sansning. Og det er igennem erkendelsen af, at skabelse, manifestation og synlighed er underordnede egenskaber, der kun kan eksistere i tilknytning til et overordnet, dirigerende centrum, at samme centrum bliver til virkelighed. Denne virkelighed er derfor det absolut "faste punkt", omkring hvilket hele den øvrige del af det levende væsen "bevæger" sig eller "vibrerer" og fremtræder som det, vi enten bevidst eller ubevidst i den daglige tilværelse udtrykker ved begrebet "jeg". Dette jeg udgør altså den evigt uforanderlige del i det levende væsen. Det udgør den evige stilhed eller det evige "faste punkt", ud fra hvilket det samme væsens "bevægelse" eller "vibration" kan udmåles.