Det bliver en kendsgerning, at det absolut "faste punkt" umuligt kan forekomme indenfor en sansehorisonts område. Hvorledes det absolut "faste punkts" eksistens og position udenfor sanseområdet eller bevægelsen bliver til kendsgerning
785. Som vi her har påpeget, vil resultatet af enhver form for forskning føre til erkendelsen af, at alle eksisterende ting indenfor formernes verden, alt, hvad der eksisterer som "skabelse" eller som et resultat af "skabelse", det være sig faste, flydende, luftformige såvel som tankemæssige eller mentale materier, er udgørende "bevægelsesarter". Men når alle materier således er det samme som "bevægelsesarter", og alt omkring os, under os, over os og indeni os er "bevægelse", skifter sted, volumen, farve og form, idet det er fremtrædende som timelige foreteelser, har begyndt og iler imod sin afslutning, bliver det en kendsgerning, at det absolut "faste punkt" ikke eksisterer indenfor nogen som helst form for en sansehorisonts område. Når det ikke desto mindre er en kendsgerning, at der eksisterer et "fast punkt" bag alle "bevægelserne", skyldes det den omstændighed, at "bevægelse" ikke kan opleve "bevægelse". Der er altså "noget", der ikke alene oplever, men også afstedkommer "bevægelse", idet det viser sig at være "bevægelsen" overlegen. Det "oplever" og "skaber" bevægelsen". Det er "bevægelsens" absolutte herre. Men for at være dette må det i sin egennatur være absolut fri af "bevægelsen" og må således som netop før påpeget i denne egennatur være absolut "stilhed", thi i modsat fald ville det ikke eje nogen absolut kontrast til "bevægelse", og dennes oplevelse såvel som dens beherskelse ville være en absolut umulighed, ligesom enhver form for liv også måtte være en umulighed.