832. Nu vil sikkert en del af læserne her gøre indsigelse og fremhæve, at foranstående påpegning af de maskuline og feminine egenskaber ikke kan være helt korrekt, da man i det daglige liv har mangfoldige erfaringer for, at væsener af samme køn kan være meget hengivne for hinanden. Yderligere bliver man vidne til, at mange kvinder i sig kan eje store maskuline evner, lede store foretagender, have mange væsener underkastet deres vilje og være mere beundrer af deres eget end af det modsatte køn. På samme måde ser man mange mænd, der ikke ønsker selvstændighed og magt og ikke har nogen særlig udpræget fast vilje, men ligefrem er glade ved at være en anden mand eller andre mænd undergivet og ligesom den førnævnte maskuline kvinde beundrer eller tilbeder deres eget køns repræsentanter. Og her må svaret blive, at dette er så fuldstændig rigtigt, men det afkræfter ikke på nogen som helst måde livssubstansernes før påpegede henhøring under "maskulin" og "feminin" natur, men bliver derimod et ufejlbarligt bevis for, at disse ikke i så høj grad mere specielt er placerede i henholdsvis mænd og kvinder som på tidligere udviklingstrin. Mænds og kvinders henholdsvise fremtræden som specialvæsener for "maskulinisme" og "feminisme" er derfor degenererende eller i aftagende. Ja, denne degeneration er endog så fremskreden eller udviklet, at der ikke mere indenfor den nulevende jordmenneskehed findes hundrede procents "hanvæsener" og hundrede procents "hunvæsener". Sådanne væsener er forlængst uddøde. En sådan væsenstilstand vil derfor nu kun være at betragte som historie for jordmennesket, er i virkeligheden kun en beretning om dets urtilstand. Men er det ikke netop denne aftagende udformning af specielle "hanvæsener" og specielle "hunvæsener", der afstedkommer den meget ejendommelige mentale udfoldelse, der i dag udgør jordmenneskehedens fremtræden på kloden? – Er denne fremtræden ikke netop en tiltagende udtværing af det "specielle han- og hunvæsen"? – Hvor er den moderne, modne mand, der udelukkende kun er et "handyr", en slags tyr, hingst eller orne, hvilket i denne forbindelse vil sige: et væsen, der ikke har nogen som helst interessesfære udover besiddelse af væsener af modsat køn? – Og hvor er den moderne, modne kvinde, der udelukkende kun kan have samme interessesfære og således på denne måde kun er et "hundyr", en ko, hoppe eller griseso? – Ja, det er ikke for at sige noget nedsættende om den interessesfære, der udløser sig i begæret efter besiddelsen af det modsatte køns individer, tværtimod, denne interessesfære er i sit princip overordentlig guddommelig og udgør jo den foreløbige betingelse for arternes beståen. Når vi her har brugt sådanne drastiske sammenligninger, er det kun for derigennem bedre at kunne vise, hvor højt det moderne menneske i virkeligheden allerede nu står over den mentalitet, der udelukkende er "dyrets". Hvad er det, der skaber den store kunstner og kunstnerinde eller alt, hvad der hos væsenet udmunder i den geniale udfoldelse, lader væsenet fremtræde som geni? – Og hvad er det, der i alle andre jordmennesker skaber trangen efter at blive det samme? – Tror man, det i særlig grad er den side ved livet, hvor man udelukkende finder tilfredsstillelse i at avle børn? – Er det ikke netop dette "noget", som mennesket således besidder frem for dyret, interessesfæren udenfor det ægteskabelige, der betinger dets fremtræden som jordmenneske? – Er denne interessesfære ikke udtryk for en hel ny slags begær, begær der må siges at henhøre under en helt anden form for hunger end den, der udtrykker sig i det "enpolede" væsens begær efter at eje et væsen af modsat køn? – Hvem nærer ikke beundring for store kunstneriske frembringelser eller skabelser? – Hvem beundrer ikke sådanne skabelsers ophav? – Og er der således ikke på denne måde en hel masse andre foreteelser, der i meget stor udstrækning vækker jordmenneskets beundring uden på nogen som helst måde at være udtryk for eller repræsentation af vedkommende væsens bevidste tilbedelse af et modsat køn? –