835. Men det går her som i så mange andre udviklingsfelter, væsenet er ikke straks dagsbevidst i, hvad det er, der foregår med det selv. Det lever stadig i de gamle forestillinger og traditioner og bedømmer begyndende spirer til naturlige nye sjælelige foreteelser i dets indre, og navnlig i dets næstes indre, der ikke er ganske i kontakt med de nævnte traditioner og gamle vedtagne dogmer, hvis opfyldelse har været skik og brug i århundreder, som "abnorme", "syndige" og "strafbare". Og det har naturligvis også sin betydning, at disse ny spirer ikke udvikler sig altfor vildt og planløst. Det fuldkomne væsen kan ikke skabes på et øjeblik. Men i længden kan de ny sjælelige foreteelser, hvilket vil sige: den "ny interessesfære", ikke holdes nede. Før eller senere bryder den ind i væsenets dagsbevidsthed og nedbryder spærrende gammeldags traditioner og dogmer, ligegyldigt hvad det så end må koste, ligegyldigt hvor "syndigt" eller "ugudeligt", man af disse traditioner så end bliver stemplet. Hvad er det, vi bliver vidne til i de mange ægteskabelige skilsmisser, ulykkelige ægteskaber, uvilje mod børn i ægteskabet, propaganda for fosterdrab, utroskab i ægteskabet, ulykkelig kærlighed, en altfor flygtig forelskelsestendens, væsenernes forelskelse i deres "eget køn", perversiteter, lystmord osv. Er det ikke altsammen udtryk for tiltagende ægteskabelig uformuenhed hos væsenerne? –
      Ved at stemple denne uformuenhed som "sodomistisk", "syndig" eller "djævelsk" bliver man i kontakt med de overleverede ægteskabelige dogmer, men er samtidig dermed budbringer fra en moralepoke, hvis tilhørere mere og mere er i færd med at forsvinde. Hvad er dette budskab derfor andet end et ekko fra en anden tid, hvor generationernes ægteskabelige uformuenhed endnu ikke var nær så stor, som tilfældet er nu, og derfor kunne holdes i tømme eller afstives ved det velmenende traditionelle råb fra prædikestolene? – Men således er det ikke mere. Nu må der mere til. Der må en hel ny bølge af lys og en herpå baseret forståelse og justits til, hvis der igen skal blive glæde og lykke blandt individerne. Generationerne kan ikke mere afstives ved et ekko. Hverken dåben, konfirmationen, alterets sakramente eller straf, fængsel og tugthus har, trods deres tusindårige eksistens, kunnet forhindre nævnte ægteskabelige uformuenheds tiltagende domæne. Intet er mere i opløsning end disse gamle traditioners og dogmers magt. Den "ny interessesfære" i hvert af "kønnene" kan ikke holdes nede ved dogmer, forfølgelse eller straf. Med den tiltagende vækst af nævnte "ny interessesfære", som udelukkende er betingelsen for væsenets omskabelse fra "dyr" til "menneske", bliver de nævnte overleverede dogmer tilsvarende overflødige, ja, er endog i visse tilfælde ligefrem en hæmning for normal mental vækst og naturlig opfyldelse af Guddommens eget skaberværk, Guddommens bestemmelse og hensigt eller plan med det jordiske menneske. Ja, er det end ikke således, at det blotte syn af et kors eller et andet religiøst symbol på bindet af en bog er nok til, at mange individer slet ikke kan bekvemme sig til at blade i denne, langt mindre at læse i samme bog. Er det ikke således, at mange ligefrem føler mental kvalme ved tanken om begreber som "Guddommen", "den hellige ånd", "Kristus" og lignende? – Hvor mange mennesker er der ikke netop, som foreløbig går udenom "Livets Bog", fordi de netop tror, at denne er baseret på de samme gamle moralske fordomme og udlægninger af de evige livsfacitter eller sandheder? – Er disse mennesker mere "ugudelige", mere "onde", mere "fordærvede" end dogmetilbederne? – Nej, slet ikke. Hvem har ikke fundet ligeså hjertensgode og elskelige mennesker blandt disse "frafaldne", disse "vantroende" eller "irreligiøse" væsener som hos de mest nidkære, religiøse dogmeprædikanter? – Og finder vi ikke indenfor disse sidstnævnte væseners rækker ligeså megen lidelse, sygdom og besværlige skæbner som indenfor de "vantroende" væseners rækker, skønt de "rettroende" dog mener at sidde inde med "syndernes forladelse" og således have Guddommens særlige gunst eller bevågenhed? – Det er ikke dogmerne, der gør det alene, thi i så fald måtte det jo være umuligt at finde virkelig kærlige mennesker blandt de "vantroende", ligesåvel som det måtte være umuligt at finde syge og lidende mennesker blandt de virkelig "troende", thi dogmerne lover jo enhver, der tror derpå, syndernes absolutte forladelse. Og med denne forladelse måtte lidelsen være en umulighed, thi denne er jo, ligeledes ifølge dogmerne, en "straf for synden". Og når "synden" er "forladt", hvortil så lidelserne? – Er det ikke disse kendsgerningernes særlige modsigelse af dogmerne, der efterhånden underminerer troen på disse og derved skaber "vantroen" eller "irreligiøsiteten"? – Og er det ikke denne "irreligiøsitet", der i en særlig grad præger det moderne jordmenneske?